Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Langrend i Idre Fjäll
Foto: Idre Fjäll

Rejsetips

10 gode råd til langrendsløberen

Det er en fantastisk følelse at løbe ud i den dejlige, hvide sne, mærke den kolde luft i lungerne og være helt tæt på naturen – men før du kan det, er der nogle vigtige ting, du skal overveje og have klar. Herunder følger 10 råd til dig, der vil i gang med langrend.


1. Langrendsudstyr til børn og voksne

Når du løber langrend, er det rigtig vigtigt, at udstyret passer til dig - især skiene. Gør de ikke det, vil du opleve, at du ikke har ordentligt glid og fæste, som kan gøre din oplevelse dårlig. Få derfor hjælp fra specialister og få målt den rigtige ski til dig, din vægt og din teknik. Det tager ca. 20 minutter, men giver dig mange timers oplevelse igen. Her skal du også være klar over, hvilken type langrend du vil løbe, for der er forskel på klassisk, skate og touring/fjeld.

Ud over skiene skal passe dig, så er det vigtigt, at du får stave i den rigtige højde – om de er 100 % carbon eller i aluminium, er ikke det vigtige fra start, men højden på dem skal være din højde minus 30 cm, når vi taler den klassiske stil (det er ca. lige over armhulen), og til skøjteteknik skal du regne med ca. 20 cm kortere end din egen højde. Når du vælger din stav, så mærk efter på kontrolremmen, den skal sidde godt i din hånd og kunne spændes ordentlig til.

Dine støvler skal naturligvis passe til din binding, og her tales der om SNS og NNN bindinger, om det er det ene eller andet gør ikke noget for dig som nybegynder – de skal blot passe sammen. Når du skal mærke, om din støvle passer dig, så er det vigtigt, at du først mærker efter i hælen, der må ikke være for meget slup. Du kan med fordel lade den rigtige støvle – altså den der passer dig bedst – bestemme, hvilken type binding du skal bruge. Gør dig selv en tjeneste fra start, og køb en ordentlig støvle.

Find dit langrendsudstyr på Nordic Sport.


2. Langrendstøj

Bevægelserne i langrend er helt særlige, og det sætter krav til det tøj, vi bruger. Derfor er det en rigtig god idé at klæde sig på efter 3-lags princippet og benytte langrendstøj. Du skal have noget tøj inderst, der fjerner sved fra din krop, et mellemlag der holder dig varm og et ydre lag der kan beskytte mod vind og vejr samtidigt med, at det ventilerer. Langrendstøj kan sagtens bruges til andre sportsgrene også, det er altså derfor værd at investere i. En god hue og handsker skal naturligvis ikke glemmes, de findes i mange forskellige typer, og det er meget individuelt, hvad man er til. Et ekstra lille trick er at have fokus på dine strømper. De skal ikke være for tykke, for hele skifornemmelsen kommer via foden. Er det lidt koldt kan et støvleovertræk bruges.

3. Løjpekort

Når du bevæger dig ud i naturen, er det altid vigtigt at have et løjpekort med. Så hold dig opdateret med kort – spørg der hvor du lejer hytte eller udstyr, du kan måske endda se det online, inden du tager hjemmefra.

Find alle svenske langrendsspor her.

4 Skismørring

Når du har de rigtige ski, er det en god idé at smøre dem, så vil du hurtigt opleve, at din tur i sporet bliver meget sjovere og lettere. Gør du det ikke, kan du risikere, at din skioplevelse bliver forringet, og at du intet fæste har ude i sporet.

5 Langrendsteknik

Et godt råd er at få instruktion i langrendsteknik, det kan være med til at sikre, at du får en god start på langrend. Det kan derfor godt betale sig at se efter en destination, der tilbyder det. Planlæg et par timers undervisning den første dag, og nyd de resterende, mens du arbejder med teknikkerne. Alternativt findes der mange danske klubber, du kan melde dig ind i og få undervisning.

6 Distance

Byg dine distancer op efter, hvad du kan klare – du skal ikke springe på en 90 km lang vasaløbsstrækning, når du er nybegynder. Start med at tage 5 km, og nyd dem – herefter kan du langsomt bygge op.

7 Proviant

Når du er ude i den kolde, friske luft og hygger dig i sporet, er det vigtigt at have væske og evt. lidt at spise med. Du mister hurtigt energi uden at lægge mærke til det. Her vil et drikkebælte eller en lille rygsæk med proviant være god at have med.

8 Rulleski

Vedligehold din træning og din teknik med rulleski. Det kan løbes året rundt og gør, at du får mere ud af din langrendsferie.

9 Venner & familie

Løb sammen med venner og familie. Langrend er en fantastisk social aktivitet, der kan dyrkes af unge såvel som ældre.

10 Vejr

Opdater dig på de seneste vejrmeldinger, og giv dine venner/familie besked om længde/tid på din løbetur, hvis du tager afsted alene.