Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Glashytte på Henriksholm i Vestsverige
Foto: Jonas Ingman/Westsweden.com

Overnatning

72 Hour Cabin

Tre dage, to mennesker, én oplevelse for livet! Forestil dig at sove under stjernerne, men stadig lunt og godt i en behagelig seng midt i den svenske vildmark. Når du vågner, lader du blikket vandre ud over den blanke sø, mens du forbereder dig på at lave absolut ingenting af det, du plejer. Bare være i naturen og lade alle indtryk bundfælde sig i dit sind og i din krop. I Vestsverige kan du tjekke ud af hverdagen for en stund – og ind i en glashytte.


72 Hour Cabin er et unikt svensk koncept, der tager dig med på et eventyr, du får svært ved at slippe igen: Du bor tre dage med base i en glashytte, hvor lyden af vind i træerne blander sig med raslende blade og bølgeskvulp, og følelsen af at være et med naturen opfylder dig. Denne mageløse oplevelse finder du i Dalsland cirka to timers kørsel nord for Gøteborg.

På den vestlige side af søen Vänern er der et helt vidunderligt landskab med både bjerge, dybe skove, grønne enge og vand, hvor end du vender blikket hen. Her i Dalsland blev der i 2017 lavet en svensk case study over 72 timer af fem udenlandske gæster, der hver især levede et stressfyldt liv. Ideen var at undersøge, hvad der skete, når de fik mulighed for at leve på den svenske måde side om side med naturen. De blev indkvarteret i hver sin glashytte og kunne bruge dagtimerne på at vandre i skoven, bade i søen, læse en bog, holde picnic på en øde ø, eller hvad de ellers kunne finde på derude midt i ingenting. Da mørket faldt på, var den enkle glashytte som et lille refugium, hvor tankerne én efter én faldt på plads i takt med stjernernes fremtoning på himlen. Resultatet viste ikke overraskende, at alle deltagere fik målt lavere blodtryk og generelt mere velvære i løbet af de tre dage.


Når det ikke kom som nogen overraskelse, skyldes det, at svenskerne udmærket kender naturens effekter på mennesker. De har et helt særligt forhold til det at tage ud og lade sig omslutte af ødemarken, og mange svenskere gør det så ofte, det er muligt, på forskellige måder – og ikke nødvendigvis i en glashytte. Men disse hytter blev specielt tegnet og bygget til at give en komfortabel overnatningsmulighed uden at tage gæsterne væk fra naturen. Med vægge og tag af glas er hytterne opstillet på pæle for at efterlade mindst muligt aftryk på naturen. Og efter projektets afslutning er det nu muligt at leje sig ind for andre gæster, hvilket hurtigt er blevet en populær destination for ægte getaways.

Henriksholm

De fem oprindelige glashuse blev bygget på den privatejede ø Henriksholm ud for Ånimskog i det sydøstlige Dalsland. Naturen er her så varieret, at man siger, det er Sverige i miniatureformat. Øen er ubeboet bortset fra gæsterne i glashytterne, men der findes på øen en herregård, hvor ejerne af og til opholder sig. Glashusene ligger alle med udsigt over søen Ånimmen eller direkte ved bredden. Gæster bliver hentet i en båd og sejlet over til Henriksholm, hvor værterne giver en kort introduktion til servicehuset, Paviljongen, der ligger i gåafstand fra hytterne. Opholdet inkluderer alle måltider. Du bestemmer selv, om du vil hente morgenmaden i Paviljongen, eller om du vil spise den der. Hvor og hvornår middagen serveres aftales med værterne - mange synes, det er hyggeligt at lære eventuelle andre af øens glashusgæster at kende over en middag på herregården.


Baldersnäs Herregård

På en smuk, grøn halvø ud i Laxsjön ved Dals Långed breder herregården Baldersnäs sig over et stort område. Her er endnu to glashytter placeret på hvert sit højdepunkt i en lidt afsides del af herregårdens engelske park med formidabel udsigt over søen. Selve Baldersnäs består af en hovedbygning, flere sidebygninger og små feriehuse, og her kan du ligesom herregårdens øvrige gæster nyde den luksuriøse atmosfære og samtidig trække dig tilbage til din egen glashytte, når du blot vil dyrke roen i de smukke omgivelser. Ved søen findes en sauna, som du kan bruge efter en herlig dukkert, og derudover kan du glæde dig til udsøgte middage i herregården. Morgenmad og frokost er også inkluderet i dit ophold, men vil du selv fange en fisk og grille den over åben ild, kan du sagtens snige det ind som et herligt mellemmåltid.

Dalslands Aktiviteter

Glashytten med den formentlig mest spektakulære udsigt ligger ved Dalslands Aktiviteter, nemlig på en klippe, der hæver sig op fra søen Iväg. Selvom følelsen af ødemark indfinder sig i den smukt placerede glashytte, kan du også booke dig ind på aktiviteter, der udbydes af Dalslands Aktiviteter i oplevelsescenteret en lille kilometer væk. Stedet er altså perfekt for dig, der på én gang gerne vil have en afsondret base i naturen og samtidig ønsker at deltage i fx bueskydning, rideture, guidede udflugter til lands eller til vands og måske tage et minikursus i vildmarksoverlevelse. Det sidste gør dig blandt andet i stand til at lave ild uden tændstikker, så hvis du vil endnu tættere på ødemarksoplevelsen, kan du selv lave bål og grille din egen aftensmad ved glashytten, mens aftensroen sænker sig over dig. Alle måltider kan i øvrigt tages med eller nydes i spisesalen ved oplevelsescenteret.