Aktiviteter
8 tips til familietid i sommerbyen Ängelholm
Sommerliv på stranden
Timevis af leg i klitterne og en herlig dukkert i havet – de lange sandstrande indbyder til familietid i bare tæer. Forskellige dele af stranden ved Ängelholm har egne navne, hvor de mest populære er Råbocka og Klitterhus. På hele kyststrækningen finder I både badehotel, campingplads, lokale spisesteder og mulighed for at udfordre hinanden i sjove aktiviteter som fx minigolf. Husk at gøre god plads til is på ferien: Byens egen is, Engelholms glass, er kendt vidt omkring for høj kvalitet.
Frilandsmuseum med masser af aktiviteter
Ängelholms Hembygdspark er et frilandsmuseum omkranset af Rønne å, frodig løvskov og selve byen mod syd. Her kan I roligt søge hen for at tilbringe familietid i adskillige timer. Sommeren igennem sker der altid noget på den udendørs scene, blandt andet sangaftener og børneteater med de kendte figurer Peddersen og Findus. Legepladser, hestevognskørsel og eventyrsti er blot nogle af de aktiviteter, I kan kaste jer over. Det er nemt at komme hertil, for ’Pyttetoget’ kører pendulfart mellem parken og hovedgaden i Ängelholm. Find inspiration til et besøg her
Fysiske udfordringer i Upzone
Er I klar til eventyr på højt niveau? Så smut forbi Upzone i Ängelholms Hembygdspark. Her mellem museer og Pytteskoven har Upzone anlagt seks klatrebaner i trætoppene, der kræver styrke og mod. Men belønningen venter flere steder med herligt lange svævebaneture. To af de nyeste udfordringer i Upzone er Race Climb, hvor det gælder om at komme hurtigst op ad træet med et klatregreb om stammen, og Combat Archery Tag, hvor I kæmper med bue og skumpile. Upzone er for jer, der elsker fysiske udfordringer i højden og på landjorden – planlæg jeres action her
Kano, SUP og sightseeing på Rønne å
Træder I et skridt tilbage fra kysten, flyder Rønne å forbi jer i lidt roligere tempo, perfekt til en kanotur eller SUP (Stand Up Paddle). I padler jer frem ad den bugtende Rønne å, gennem duftende fyrreskove og grønne bøgeskove og hilser måske på græssende kvæg på engene for så at lande direkte i hjertet af Ängelholm. Det er også her i centrum af byen, I kan stige om bord på skibet MS Laxen II, der sejler til Skälderviken havn og tilbage igen – under ni broer. Turen varer to timer og kan absolut anbefales til en afslappende eftermiddag.
Slip energien løs på sommerkælkebane og zipline
Pumpende adrenalin og forløsende hvin. Så kort kan en dag i Kungsbygget Äventyrspark beskrives. Et stort skovområde på Hallandsåsen, hvor det går op og ned i susende fart. I sommerkælkebanen på hele 935 meter er der plads til to personer, så børn kan tage de første ture med en voksen. Med Zipline svævebanen på 740 meter kan du nå en hastighed på op til 75 km/t, og Bungy Rocket giver dig et kick uden lige, når du bliver katapulteret 25 meter op i luften. Du kan ikke forberede dig på det sug, det giver i maven, men du bliver fristet til et besøg her
Togsimulator på jernbanemuseet
Dyk ned i 150 års jernbanehistorie på Järnvägens museum i Ängelholm. Museet har som mål, at der skal være lige meget at opleve for både børn og den avancerede tekniker. Den ambitiøse tilgang til formidling af jernbanehistorie skinner igennem overalt, og gæsterne får fx indblik i, hvordan jernbanedrift begyndte i minerne og udviklede sig til de moderne tog, vi kender i dag. Historien fortælles med både udstillinger, rekonstrueret venteværelse, modelbane og meget mere. Et sikkert hit er togsimulatoren, der kan simulere både damptog og lyntog. Stig på her
På cykel ud i det blå
Er I en familie, der gerne tager sig tid til at opleve det store i det små, så kan en eller flere dages cykeltur være det helt rigtige. Ängelholm ligger fint pakket ind i en bugt mellem Kullen og Bjærehalvøen, og området byder på mange cykelstier og småveje, der fører jer sikkert og oplevelsesmættet tilbage igen. Følg fx cykelruten Kattegattledens rød/hvide skilte og nyd naturens variation, mens I træder i pedalerne i jeres helt eget tempo. Der er masser af oplagte muligheder for pauser i de hyggelige havnebyer, på stranden, hos kunsthåndværkere eller gårdbutikker.
Jagerpilot for en dag
Der skal ikke engang en regnvejrs dag til for at lokke familien på museum i Ängelholm. Sig ’flysimulator’, og de fleste vil nikke ivrigt for at komme afsted til Ängelholm Flymuseum. Som personalet her siger, så har de set mange forskellige måder at lande et fly på i museets tre flysimulatorer – både mulige og umulige måder. Den spændende udstilling omfatter i alt ti fly, bl.a. overlydsfly, kampfly fra Anden Verdenskrig og JAS 39 Gripen foruden autentisk pilotudstyr og et radarcenter i en bjergbunker. Gør dig klar til take off på Ängelholm Flymuseum.