Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

I samarbejde med
Vandring i Båstad, Skåne
Foto: Louise Nordström Pettersson

Destination

Aktiv ferie i Båstad i Skåne

Bjärehalvøen og Båstad området i det nordvestlige Skåne er perfekt til en aktiv ferie – og så kaldes det Nordens bedste cykeldestination! Uanset om du søger udfordrende aktiviteter som får mælkesyren frem, satser på soft adventure eller længes efter fred og ro, er du kommet til det rette sted.


Cykling

Cykling er rigtigt stort på Bjärehalvøen. Båstad bike week byder på smukke motionsløb indenfor landevejscykling og MTB samt guidede turer. Her er I garanteret en cykelfest for hele familien!

Kan du lide at køre hårdt, venter der nogle fantastiske udfordringer her. På med lycratøjet, og spænd cykelskoene! Der er mange virkelig stejle bakker på Bjärehalvøen, som kræver gode benmuskler – eller også så får du det i hvert fald! Giv den maks. gas ved den første forhindring – Hallandsåsen. Og er det ikke nok for dig, kan du gøre som mange cykelklubber – tage turen flere gange op og ned ad åsen. Syv gange om dagen!

Kattegattleden, cykelruten på i alt næsten 400 km, går fra Helsingborg til Göteborg via Bjärehalvøen. Den går langs kysten og er lagt, hvor der er mindst mulig trafik. Tag en god madkurv med. Du vil nemlig højst sandsynligt få lyst til en lille skovtur mange steder. Om det er smukt? Ja, bare vent og se! Du kan selvfølgelig også begive dig ud i det blå på egen hånd med kortet i hånden. Selv i højsæsonen findes der et fint netværk af små, ubefærdede veje, som kan blive dine nye favoritter.


Vandring

Opdag Bjärehalvøen til fods. Her finder du den perfekte kombination af eventyrlige vandrestier, gode overnatningsmuligheder og lækker mad. På Bjärehalvøen i det nordvestlige Skåne, viser naturen sig fra sine smukkeste sider. De fantastiske udsigter i det kuperede terræn er hvert et skridt værd, og du finder nemt et sted at hvile fødderne, når sulten eller tørsten melder sig. Du kan vandre fra kyst til kyst over Bjärehalvøen på én dag og slutte af med at dyppe tæerne - eller hele kroppen - ved et af de typisk svenske kallbadhuse langs kysterne. Flere hoteller i området tilbyder også mere luksoriøse forhold som spa, tangbad og opvarmede pools, hvor du kan slappe af efter en aktiv dag i naturen.

Følg stier og småveje på kryds og tværs af Bjärehalvøen på korte eller længere ture. Du vælger selv karakteren af dine naturoplevelser. For eksempel om du vil betages af de dramatiske klipper, der skifter til hvide sandstrande langs kysten, eller om du vil give dig ud i den frodige Sinarpsdalen.


En lille sejltur fra det idylliske Torekov ligger naturreservatet Hallands väderö og på turen over kan du være heldig at få øje på sæler i vandet. Tramp dig gennem de eventyrlige gamle skovområder og besøg anemoneskoven, Vitsippskogen, hvor Ronja Røverdatter blev indspillet for over 30 år siden. Din vandretur på Bjärehalvøen fuldendes med et lækkert måltid på en af de mange små restauranter. Du kan også fylde din madkurv med specialiteter fra gårdbutikkerne i området eller du kan købe en færdig madkurv med til turen.

På Båstad Hiking Festival fra d. 12-14. oktober, kan du tage på tema-vandringer og dele din interesse for vandring med andre. Her kan du opdage Båstad og omegn fra nye vinkler. Tag eksempelvis på filmvandring på den smukke klippekyst ved Hovs Haller, prøv en eventyrvandring, vandre på den naturrige ø, Hallands Vädero, eller på Skåneleden blandt flere andre vandreruter - så det er bare at vælge, hvad du helst vil. På tema-vandringerne serveres frokost med de bedste smage fra Bjärehalvøen. Efter en god, aktiv dag ude i naturen vil der være after-hike og andre arrangementer med blandt andet mad og foredrag. Festivalen er en god mulighed for at møde andre med samme passion til en hyggelig weekend med en masse aktiviteter - alle med fokus på vandring. Læs mere om festivalen og hold dig opdateret her.


Golf

I Båstad og på Bjärehalvøen  har du 123 golfhuller på 15 minutters afstand. I dette bølgende kulturlandskab er havet og Hallandsåsen golfbanernes trofaste følgesvende. Har du ikke grønt kort, findes der også en pay and play-bane.

Tennis og paddeltennis

Selvfølgelig lokker tennis også, når du er her i området, som danner ramme om tuneringen Swedish Open. Båstad emmer af kærlighed til tennis og tennishistorie. Her har det været uforglemmelige øjeblikke med legender som Björn Borg, Mats Wilander, Stefan Edberg, Ivan Lendl, Caroline Wozniacki og Serena Williams. Tennismuseet ved siden af Mariakirken kan fortælle meget mere om tennisstjernerne gennem tiderne. Masser af baner, konkurrencer for alle aldre, og træning, ikke mindst på Båstad Sportcenter. Og helt tæt på tennissportens højborg i Båstad, centercourten, er der en populær boldmur, hvor børn og voksne med lige stor koncentration finpudser formen.

Nu har Båstad også kastet sig over paddeltennis, den voksende sportsgren som kombinerer squash og tennis. Båstad er vært for World Padel Tour 2018 i juli måned.


Aktiviteter til vands

Båstads beliggenhed ud til vandet gør det til et ideelt sted at give sig i kast med vandaktiviteter. Her er der mulighed for at prøve kræfter med en masse forskelligt - både en hyggelig tur i kajak, eller hvis der skal være mere fart på, kan man leje de hurtige RIB gummibåde og mærke vinden i håret. Der er også gode muligheder for at prøve at surfe både på traditionel vis, men også kitesurfing, kan man give sig i kast med. Hvis man er mere til en god, hyggelig og afslappende fisketur, kan man leje små fiskerbåde i Kattvik havnen, ligesom det også er muligt at komme med på sælsafari og få en anderledes naturoplevelse til havs.

Båstad og Bjärehalvøen har din aktive ferie i fokus

I øjeblikket er et udviklingsprojekt med støtte fra Leader Nordvästra Skåne og The European Agricultural Fond ved at styrke Bjärehalvøen som topdestination for aktiv livsstils-ferier. Vandrings- og cykelprodukter forbedres for at møde de besøgendes forventninger.

Velkommen til Båstad!