Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Topliste

Badelande i Sverige

Pak bikini, badeshorts og godt humør og tag til Sverige. Her er der en lang række sjove inden- og udendørs vandlande med tropiske vand- og lufttemperaturer, vandrutsjebaner, lune boblebade, pools med bølger og meget mere.
01. Kokpunkten
Foto: Kokpunkten

Kokpunkten i Västerås er Sveriges første action-badeland. Her får du en unik oplevelse med masser af vandaktiviteter fordelt på hele 8 etager. Prøv f.eks. rutsjebanen Double Racer, hvor du kan konkurrere med dit barn, partner eller en helt tredje om at komme først ned. Du kan også flyde med strømmen i Black River eller opleve det ultimative adrenalin-kick på rutsjebanen Boomerang. Er du ikke til de vilde vandoplevelser, kan du selvfølgelig også overlade det til resten af familien og i stedet slappe af i spa-afdelingen eller i vand-biografen. 

02. Gustavsvik
Lost City Waterpark, Gustavsvik, Örebro
Foto: Lost City

Hos Gustavsvik kan du opleve vandland kombineret med jungleeventyr. Det er det, der venter børn og barnlige sjæle i Gustavsviks ’Lost City’ ved Örebro. Tæt jungle med vandfald, bølger og vilde vandrutsjebaner, som vil få ethvert barn til at juble. Lost City byder på mystiske ruiner og nogle af landets længste og sejeste vandrutsjebaner med navne som Jungle Escape, Treasure Hunter og River Run. Der ligger både en campingplads og en række gode hoteller i nærheden af Gustavsvik.

03. Halmstad Arena Bad
Foto: Anders Andersson

Halmstad Arena Bad er et af Sveriges største badelande. Her finder du alt lige fra rutsjebaner, vipper og udspringstårne, vandløjpe og vandfald til strømkanal og en seperat jacuzzi. Der er en café i badelandet, og hvis du hellere vil udforske mere af byen, kan du spille minigolf og eventyrgolf, teste bjerg- og dalbanen på Kungsbygget, som er 935 meter lang, eller sætte kursen mod den italienske iskiosk Riccardo, som ligger mellem centrum og Tylösand.

04. Arena Skövde
Foto: Arena Skövde/Vastsverige.com

Alt er i det blå elements tegn hos Arena Skövdes Upplevelsesbad. Pools med bølger, varme kilder, klatrevægge og en hyggelig atmosfære i det unikke Upplevelsebad. For de mindste er der naturligvis et børnebassin. Men der er også tænkt på de voksne. Et romersk spa, tyrkisk bad, jacuzzi og forskellige saunaer både indendørs og udendørs giver velvære. Stedet byder også på golf, kajakmuligheder, zipline og meget mere.

05. Tosselilla Sommarland
Foto: Mattias Kvist

Europas længste vandrutsjebane på 170 meter ligger i Tosselilla Sommarland. Store baderinge med hastig fart ned ad den vilde fos. ’Surfingcross’ på gummimåtter med fart og action. I alt byder Tosselilla's badeland på hele 13 forskellige vandrutchebaner, som bare må prøves. Alt det og meget mere finder man i Tosselilla vandland, som ligger 15 km. nordøst for Ystad. Det børnevenlige sommerland har også et tivoli, zoologisk have, hoppepuder, gokarts og enorme klatreborge.

06. Sundstadbadet
Foto: Sundstadbadet

Sundstadbadet midt i Karlstad er et badeland med noget for enhver smag - ung som gammel. Med et stort udvalg af rutsjebaner, bassiner, en attraktiv spa-afdeling og café er Sundstadbadet et komplet badeland. 

07. Skara Sommarland
Foto: Skara Sommarland/Vastsverige.com

Skara Sommarland er intet mindre end Skandinaviens største vandland! Med navne på vandaktiviteter såsom Big Drop, Cobra og Snakepit kan det kun blive vildt. Udover selve vandlandet med masser af både stejle og mindre stejle vandrutsjebaner og poolområder, er der tivoli, legepladser, gokartbane, dyrepark, akvarium, m.m.. Med andre ord; eventyr i børnehøjde! Skara har også en familievenlig campingplads og ligger i Vestsverige.

08. Västervik Resort Upplevelsebad
Foto: Västervik Resort

Västervik Resort i Småland er et herligt ferieanlæg for familier, der ønsker at opleve den smålandske natur og skærgården omkring Västervik. På området finder du et stort eventyrbadeland med middelhavsinspireret poolmiljø, rutsjebaner, hemmelige grotter og børneområde for familiens mindste, hvor de kan lege med karakteren Lysse og hans venner.