Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Børn i sneen i Dalarna
Foto: Sussi Lorinder/Folio/imagebank.sweden.se

Aktiviteter

Børnevenlig vinterferie i Sverige

Ved vintertid i Sverige kan du skøjte gennem et land af oplevelser, der begejstrer og betager små som store. Glæd dig til at se børnene gøre store øjne i mødet med store kultur- og naturattraktioner. Og dvæl ved de små øjeblikke, der spontant bryder frem, når familien er samlet om en hyggelig fika efter en dag med røde kinder. Find inspiration her i guiden til nogle af de bedste vinteroplevelser i nabolandet.

Videnskab og nostalgi i Gøteborg

Gøteborg har en særlig plads i mange forældres hjerter, fordi familien her deler den samme begejstring for attraktionerne. I Universeum får I aha-oplevelser inden for natur, teknik og rumfart gennem eksperimenterende leg og udstillinger. Alfons Åbergs Kulturhus giver de voksne et nostalgisk gensyn med den finurlige dreng, mens børnene leger i den velkendte lejlighed fra billedbøgerne. Nyd Gøteborgs vinterpragt i den store park Slottskogen, hvor der bl.a. er en zoo med nordiske dyr. På byens centrale plads Heden kan I spænde skøjterne på og teste balance og faldteknik.

i
Foto: Oscar AB
Familie i Universeum i Göteborg.
Foto: Oscar AB

Leg gennem Malmø

Med over 20 temalegepladser kan du i Malmø tage familien med på en tour de force af leg gennem byen, og når dagen er slut, har I stadig masser til gode. Gå på opdagelse i Folkets Park med både skøjtebane og skaterbane. Vil I have endnu flere muligheder for at lave flips og tricks, kan I besøge Kroksbäck Skaterpark i bydelen Hyllie. Træk indenfor i det hyggelige museum Malmøhus Slot, hvor I kan opleve kongers historie, kunst og natur. Tæt ved slottet ligger en af museets børnefavoritter, nemlig science centret med teknik- og søfartsudstillinger – inklusive en ægte ubåd.

i
Foto: Werner Nystrand/Malmö Turism
Malmøhus Slot.
Foto: Werner Nystrand/Malmö Turism

Imponerende fæstninger og slotte

Svensk og dansk historie er vævet sammen i krig og kærlighed, hvilket bl.a. ses på Varbergs Fæstning og Kalmar Slot, der har vekslet under den svenske og danske krone. Gå på jagt efter den gemte guldreserve i tunnellerne under Karlsborg Fæstning eller få en fængslende oplevelse med guidede ture og overnatning på Carlstens Fæstning på øen Marstrand. Skal udflugten have historisk karakter uden brutal historie, er de svenske slotte virkelig et besøg værd, når haverne står i vinterdragt. Fx på det fine Tjolöholms Slot eller Sofiero Slot, hvis have er blandt Europas smukkeste. 

i
Foto: Destination Kalmar
Kalmar Slot i Småland har flere børnevenlige aktiviteter i løbet af vinterferien.
Foto: Destination Kalmar

Vandhund eller velvære?

Når der er laaang tid til, I kan kaste jer i sommerens varme bølger, er det herligt at kunne boltre sig i vandet indenfor. I Arena Skövde er der action til udprægede vandhunde med rutsjebaner, bølger og klatrevægge, og tilbagelænet ro til dig, der elsker varme bade. Et af Sydsveriges største badelande ligger i Halmstad Arena, hvor vandet har en behagelig temperatur i bassinerne, også i udspringsbassinet. Vil du glæde familien med en eventyrlig dag i junglen, kan I fyre den af med vilde rutsjebaner, brusende vandfald og alverdens vandaktiviteter i Gustavsviks Lost City.

i
Foto: Arena Skövde
Arena Skövde i Vestsverige er et af Sveriges mest populære vandlande.
Foto: Arena Skövde

Stockholm har det hele

Der venter en svimlende oplevelse i det ikoniske bygningsværk Ericsson Globe: En glasgondol fører jer til toppen og en storslået udsigt over byen. Jordforbindelsen får I tilbage i det stemningsfulde frilandsmuseum Skansen, der året rundt glimrer med aktiviteter, eller ved et besøg i børnekulturhuset Junibacken. For de videbegærlige er Naturhistorisk Museum og Cosmonova et sikkert hit, og besøget fuldendes med en imponerende film på et 760 kvm stort kuppelformet lærred. Husk også, at du kan opleve verdens eneste skib fra 1600-tallet på Vasamuseet.

i
Foto: Stockholm Live
SkyView er en glasgondol der kører dig hele vejen op på toppen af Ericsson Globe i Stockholm.
Foto: Stockholm Live

Elg- og dyreparker med stor vidde

Rooarr eller grrr… lyden af et rovdyr er fascinerende. Oplev de vilde dyr i vinterfrakker på sikker afstand i store indhegninger på Orsa Rovdyrspark, der er Europas største. Sverige har mange dyreparker, der gør en dyd ud af at holde dyr i så naturlige miljøer som muligt. Nordens Ark er en park for truede dyrearter, og i safariparker som fx Kosta Safaripark kan I køre i bil ud og se på dyrene i den smålandske urskov. Når I nu er i Sverige, er det måske også for at komme tæt på skovens konge, elgen? Prøv en guidet tur i en af de populære Virum elgpark, Wrågården og Elinge elgpark.

i
Foto: Orsa Grönklitt
Bjørn i Orsa Rovdjurspark.
Foto: Orsa Grönklitt

Museer, som børn ville lave dem

Intet besøg med børn i Sverige uden at runde Astrid Lindgren, vel? Filmbyn Småland giver en anderledes indsigt i forfatterens elskede historier: et moderne børnefilmmuseum, hvor bl.a. indspilningsmiljøerne fra klassiske film som Emil fra Lønneberg og Ronja Røverdatter kan opleves. Fra et fantasifuldt univers til kulturhistoriske oplevelser af en anden karakter: Besøg Kulturen i Lund og se, hvordan livet udspilledes sig i by og på land fra middelalderen og frem til 1930’erne. Eller lad børnene strejfe rundt i det hyggelige frilandsmuseum Fredriksdal museer og haver

i
Foto: Madeleine Landley/Filmbyn
Dreng i Emil fra Lønnebergs værksted i Filmbyn Småland.
Foto: Madeleine Landley/Filmbyn

Pust dit eget glas

Sverige er verdenskendt for glaskunst og glasbrugskunst i smukke designs. Og Glasets Hus i Limmared i Vestsverige har en stolt tradition for glasproduktion, der blev grundlagt i 1740. Her kan I få et glitrende glimt tilbage i tiden og beundre alt fra en mundblæst lysekrone til dagens ABSOLUT-flaske. Der er aktiviteter for både børn og voksne. Eller måske er det turen til Småland, der bliver familiens næste ’glassiker’? Her finder I nemlig Glasriget – et område med mange glasværker med atelier, museer og værksteder med mulighed for selv at blæse et lille kunstværk af glas. 

i
Foto: Jonas Ingman/Westsweden.com
Glaskunst i Glasets Hus i Limmared.
Foto: Jonas Ingman/Westsweden.com