Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Shopping i Ängelholm i Skåne
Foto: Lena Evertsson

Aktiviteter

Byliv og shopping i Ängelholm

Ängelholm er præget af et livligt bymiljø med rigtig gode muligheder for at spise og shoppe godt i restauranter, caféer, lokale specialforretninger og i de store kædebutikker.

I centrum af Ängelholm finder du en god blanding af små specialbutikker, trendy konceptbutikker og store kædebutikker. Her er alt, hvad du har brug for – alt sammen i gåafstand. Tag en slentretur ned ad gågaden, besøg bageriet og den lille ostebutik, og nyd den afslappede stemning i den historiske bykerne. Får du lyst til en pause, er der masser af restauranter og hyggelige cafeer, hvor du kan slå dig ned. Hvis du vil have hele overblikket over, hvad der foregår i Ängelholm, kan du se mere her. 

Spis dig gennem byen

I betragtning af Ängelholms størrelse byder byen på et temmelig omfattende aften- og natteliv. Skal du spise godt, er der både traditionel skånsk gastronomi, og en lang række internationale smagsindtryk. Prisniveauet spænder bredt, alt efter om humøret er til gourmetmad eller enkle retter. I løbet af sommeren åbner et væld af fortovscaféer, hvor du kan nyde de afslappende aftentimer med god mad og drikke, mens solen går ned over hustagene. Vil du have en helt autentisk Ängelholm-oplevelse, skal du pakke en picnickurv og gå ned til en af de fine strande og nyde den spektakulære solnedgang. På din venstre hånd strækker klippehalvøen Kullen sig majestætisk ud i Skälderviken, mens vandet glitrer som guld. 

… Og tag en bid af den skånske kultur

I området omkring selve Ängelholm kan du besøge et væld af gårdbutikker og gå på opdagelse i de lokale grøntsager, det ferske kød og alle de delikatesser, som er grundlaget for den skånske madkultur. Er du på udkig efter noget unikt til hjemmet, rummer egnen også flere velassorterede antikbutikker og loppemarkeder. Og så må du heller ikke gå glip af Stearinljusfabriken, hvor du kan købe nylavede stearinlys af højeste kvalitet og i alle tænkelige former og farver.