Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Restaurant Primo Ciao Ciao i Stockholm
Foto: Agence les Conteurs

Rejsetips

Caféer i Stockholm

Det svenske begreb fika ligger så dybt i folkesjælen, at det efterhånden er svært at beskrive. Du vil måske sige, at det blot er en kaffepause, men så vil en svensker kigge på dig med vantro. For en fika er mere end kaffe og eventuelt en kage eller kanelbolle. Man kan snuppe en hurtig fika alene og få tid til lidt refleksion, eller man kan fika med andre, hvor man slipper pligterne og nyder selskabet. Og ja, der ligger altså mange nuancer i begrebet, som skal opleves. Prøv det selv med et besøg i nogle af Stockholms uendeligt mange caféer og konditorier.


De klassiske

Det giver nærmest sig selv, at når man er i Sverige, må man lige snuse til den stolte svenske tradition for bagværk og konditori. Og et af de steder, der gennem næsten 100 år har gjort en dyd ud af at servere brød og kager af højeste kvalitet er Vete-Katten. Bag kulisserne i den klassisk indrettede café med en labyrint af små hyggelige rum på Kungsgatan er der en livlig aktivitet af bagere, der fremstiller alle de fine og velsmagende svenske bagerspecialiteter, så duften breder sig dagen lang.

En anden favorit blandt stockholmere gennem mange, mange år er Tössebageriet, hvor de smukt dekorerede kager med marcipan, frugt, fløde og kvalitetschokolade frister. Caféen er kendt for klassiske brød og kager, men ofte med et moderne twist, som fx da bagerne for nogle år siden fremstillede en ny version af de svenske semlor, en slags fastelavnsbolle. Den blev forvandlet til en wrap og tog hele landet med storm.

Med prestigefyldte anbefalinger

I den lidt mere rustikke ende af bagerskalaen finder vi Bageri Petrus, som ikke blot er en af Stockholms bedste ifølge avisen Dagens Nyheter, der har givet Petrus Gulddraken-prisen som den bedste café i 2018, men et af landet allerbedste bagerier, ifølge den svenske White Guide. Her kan du godt komme til at stå i kø, men belønningen venter, når først du har fået fat på en af de lækre croissanter, brød, sandwich eller kager, der praktisk nok også er gode til en fika på farten. Tidligere har også Café Pascal vundet en Gulddraken for sin kaffe brygget på bønner fra mikroristerier, brød fra bageriet på Lilla Essingen, mad fra eget køkken og naturligvis håndværket og den gode atmosfære.

White Guide har desuden givet gode anbefalinger til Kaffeverket, der vitterligt også fremstår som en café i topklasse. Stemningen er behagelig på Kaffeverket, hvor du naturligvis kan få både kaffe af høj kvalitet og delikate brød, kager og sandwich.


Instagram-venlige caféer

Nogle vil påstå, at du ikke har været nogen steder, før du har dokumenteret det på de sociale medier. Men så er det godt, at du i Stockholm finder nogle perfekte steder at knipse dit Insta-moment – enten på grund af de smukke omgivelser eller de lækkert anrettede, farvestrålende tallerkener. Bare en kort togtur fra Stockholms centrum ligger det populære Winterviken, hvor der både er plads til det lille cafébesøg og det storslåede bryllup. Winterviken er indrettet i Alfred Nobels gamle dynamitfabrik, hvor øjnene hele tiden falder på nye detaljer, og fantasien går på rejse tilbage i tiden, hvor der var virkelig var krudt i stedet. I dag kan du tage det helt roligt, og det gør mange gæster, som benytter lejligheden til at gå en tur i de grønne omgivelser efter et hyggeligt besøg i caféen.

Den biodynamiske Rosendals trädgård er en udflugt i sig selv med plantebod og gårdbutik. Men når du er her, så bør du sætte dig i caféen, der er indrettet i en et af stedets væksthuse – og i sommerhalvåret kan du naturligvis nyde en pause i den blomstrende frugthave. Råvarerne til frokostretter, brød og kager hentes i Rosendals egne haver i sæsonen. Her venter dig vidunderlige sanseindtryk fra maden, blomsterne, urter, grøntsager og frugttræer, så husk at poste på Instagram.

Hos Pom & Flora er det inden for de fire vægge, det hele foregår. Caféen er kendt for sit smukke interiør og nærmest stylede serveringer. Menukortet er lagt an på ’morgenmad hele dagen’. Og ja, de forskellige retter er præcist så lækre med specialiteter varieret med klassiske morgenmadsprodukter, at du lige så gerne nyder dem midt på dagen.

Kaffe for kendere

Er du passioneret kaffeelsker, der går op i detaljen i en velbrygget og –ristet kaffe, kan du virkelig slå dig løs i Stockholm. For her er mange som dig, og nogle af dem møder du på en kaffebar som fx Drop Coffee, hvor den økologiske fairtrade kaffe ristes på stedet. Måske falder du i snak med kafferisteren hos den internationalt anerkendte Johan & Nyström Coffee Bar. Og går du den italienske vej, må du omkring Espresso Sosta Bar, hvor kaffen nydes stående i baren, og espressoen siges at være den bedste i Stockholm.