Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Ängelholms Flygmuseum i Skåne
Foto: Ängelholms Flygmuseum

Aktiviteter

Familietid i Ängelholm

Der er aktiviteter nok til flere besøg i og omkring Ängelholm, der ligger i bugten mellem Kullen og Bjærehalvøen. Her venter massevis af oplevelser for hele familien.


Er I en familie med fart over feltet, eller holder I mere af at samles om en stille hyggestund? Begge dele og alt derimellem findes i rigt mål, når I besøger Ängelholm: Fra en hæsblæsende tur i jagerflysimulator til en afslappende sejltur på en bugtende å.

Familietid i Ängelholm hembygdspark

I en frodig løvskov midt i byen ligger frilandsmuseet Ängelholm Hembygdspark som en oase for børnefamilier. Det grønne område byder på arrangementer året rundt, lige fra den svenske højtid på Valborgsdag den 1. maj til det populære julemarked, der åbner i slutningen af november. Hen over sommeren er den udendørs scene centrum for blandt andet sangaftener, lystspil og børneteater med de kendte figurer Peddersen og Findus flere gange om ugen. 

Familiens yngste kan selv gå på opdagelse og prøve en masse sjove ting. I Pytteskoven er der fx en spændende eventyrsti og børnevenlige tovbaner, og på den store legeplads er der mulighed for at køre i hestevogn eller hilse på heste, hjorte, geder, skovgrise og forskellige slags fugle. For de eventyrlystne kan den adrenalinpumpende Upzone klatrebane anbefales. Her kan du også udfordre familien eller vennerne i den trendy sportsgren Arrow Tag, der nærmest kan beskrives som en kombination af paintball, bueskydning og høvdingebold – men på en helt ufarlig og familievenlig måde. 

Hele familien vil også synes godt om en tur med Pytte-toget, der kører i pendulfart mellem Jernbanemuseet, hovedgaden i Ängelholm og Hembygdsparken. I parkens lokale kro serveres både frokost og weekendmenuer, og Is- og vaffelhuset byder på vafler med flødeskum og lækker softice. Der er også flere gode picnicborde i parken, hvis du hellere vil have din egen madpakke med. 


Fra jagerfly til damplokomotiv

Bliv pilot for en dag på Ängelholm Flymuseum. I flysimulatorerne kan du kaste dig ud i alt fra J 35 Draken jagerflyet til det klassiske Cessna sportsfly. Ängelholm Flymuseum fortæller også historien om den skånske flyvevåbensenhed F10, der var aktiv fra 1940 og helt frem til 2002. Den spændende udstilling omfatter bl.a. overlydsfly, kampfly fra Anden Verdenskrig, motorer, pilotudstyr og et radarcenter i en bjergbunker. 

Järnvägens Museum i Ängelholm ligger i en nyrenoveret remise fra 1898, og her er der oplevelser for hele familien. Du kan bl.a. dykke ned i 150 års spændende jernbanehistorie, følge udviklingen af jernbanen på en stor model og tage en tur i lokomotiv-simulatoren LOCOMOTION. For de mindste er legepladsen med masser af legetøj et sikkert hit. 

Vand, vand, vand på alle måder

Rønne Å (Sejltur på Rönne Å) er Skånes svar på Amazonfloden, og ombord på skibet MS Laxen II kan du opleve det bugtede å-løb fra centrum af Ängelholm og ned til havnen i Skälderviken og tilbage igen. Turen varer omkring to timer tur-retur, og undervejs kommer du bl.a. under ni broer.

Ängelholms nyeste attraktion er Vattnets Hus, der åbnede i februar 2017. Det er et must for alle med hang til vand, leg og læring, for det er indrettet med henblik på, at man skal blive klogere på vand og vandmiljø i sin helhed. Men det vigtigste er selvfølgelig at boltre sig i vandet, og der er både plads til at svømme baner og nyde et afslappende spabad – eller prøve en af de svimlende vandrutsjebaner. Er du til en ekstra wellness-oplevelse, byder spaen også på et dampende hamam, hvor du kan blive varmet igennem og få sluppet en strøm af endorfiner løs i kroppen.