Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Far til fire piger og familien på vej til skiferie i Falköping
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Rejsetips

Fars første skiferie med fire piger

Allan, der blogger under navnet Far til fire piger, havde indtil for nyligt aldrig stået på ski. Men det havde hans hustru, og de fire piger ville også gerne sætte flueben ved den oplevelse. Så vi inviterede familien på begynderski i Falköping, en af de mest snesikre destinationer i Sydsverige.

Forskel på begyndere

Allans fire piger har i lang tid haft et stort ønske om at prøve at stå på ski, og mens han selv var lidt skeptisk ved den nye disciplin, han skulle kaste sig ud i, var pigerne helt anderledes åbne. Deres tilgang var, ’det kan jeg sikkert godt’, og deres far var mest nervøs for, om han ville se bøvet ud. Heldigvis er Falköping en destination, der er vant til nybegyndere. Her er der fokus på hyggeligt skiløb, hvor alle kan være med – også den bekymrede far til fire piger.

i
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen
Sneboldkamp i sneen.
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Alpinløb for alle

Falköping Alpin viste sig at være helt perfekt for en begynderfamilie på ski for første gang, inklusive sjovt skiløb for Allans hustru, der var rutineret skiløber. Både Allan og pigerne blev taget godt imod af venlige og imødekommende instruktører på skiskolen. De vidste præcist, hvad der skulle til for at give børnene den bedste start som skiløbere. Allan hæftede sig ved, at der desuden var god plads på pisterne, så en presset far kunne slå tilpas store sving til også at nyde turen nedad.

i
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen
Familien i hopla foran alpinbakken.
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Campinghytter med udsigt

I Falköping er der flere forskellige muligheder for indkvartering i forbindelse med skiferien – fra hotel, vandrerhjem og Bed & Breakfast til camping og hytter. Far til fire piger og familien var booket ind på netop en campinghytte, som Allan ikke helt kunne slippe sin betagelse af. Eller det vil sige: hytten var ny, hyggelig og perfekt indrettet inklusive en skøn sauna og med ski-in/ski-out, men det var udsigten over byen, der tog stikket hjem. Den var fantastisk her på Mössebergs camping.

i
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen
Udsigten fra familiens campinghytte med direkte adgang til skisporet.
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Autentisk og lækker mad

Om det var stoltheden i hver ret eller simpelthen blot en autentisk tilgang til tilberedning af mad er ikke til at sige, men Far til fire piger var ret begejstret for maden, de fik serveret på denne skiferie. For eksempel på Hotel Falköping, hvor hele familien fik kødboller. Nærmere bestemt de bedste kødboller nogensinde. Selvom morgenmaden blev spist derhjemme i hytten, var det alligevel en oplevelse for Allan, der fik optur over, at de svenske supermarkeder er så fede at handle i.

i
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen
Kødboller på Hotel Falköping.
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Komplet med alpin og langrend

Far til fire piger kastede sig denne gang ud i alpint skiløb og tog de første ture med Falköping Alpin skiskole. Men faktisk er der også gode langrendsspor, som kunne være en mulighed for næste skiferie. Langrendssporene varierer i længde, og de korteste ruter kan sagtens nås en dag, hvor man også gerne vil have den alpine oplevelse med. I Falköping Alpin kan du leje alt det nødvendige udstyr, så du ikke behøver slæbe ski, støvler og hjelme med hjemmefra.

i
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen
Langrendssporet i Falköping.
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Flere aktiviteter i området

Skal de trætte ben have en pause fra skiløbet, er der flere forskellige aktiviteter for både voksne og børn i nærheden. Fx ligger dyreparken Wrågården ikke langt herfra, hvor I kan klappe en elg, som Allan og familien gjorde den ene dag på skiferien. Mellem skiløbet blev der også fint plads til blandt andet en badetur i det prisvindende vandland i Arena Skövde, bowling og besøg på spahotellet Kurorten Mösseberg. Faktisk er et svært at kede sig i dette område, for der er altid natur, kultur og spændende historie om det næste hjørne.

i
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen
På besøg i Wrågården.
Foto: Allan Stage Kjeldahl Thullesen

Læs mere om skiferien på Far til fire pigers egen blog her