Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Bloggeren Frk. Kræsen i Helsingborg
Foto: Frk. Kræsen

Rejsetips

Frk. Kræsens smuttur til Helsingborg

Storbystemning, strandliv og hygge på højt niveau. Vi har inviteret Linn Grubbström, der blogger om hverdagsmad, kager og rejser under navnet Frk. Kræsen, med til Helsingborg i to dage for at se, hvilke oplevelser den svenske kystby ud til Øresund gemmer på. Linn har en skøn evne til at se det store i de små ting – og omvendt - som du sikkert ved fra hendes blog. Læs med her, hvor vi har trukket nogle af hendes favoritsteder i Helsingborg frem.

Hallen - deli/café

De morgenfriske har en ekstra grund til at komme ud af fjerene i Helsingborg. På Drottninggatan ligger caféen Hallen, hvor du kan vågne sammen med byen og nyde den hjemmelavede morgenmad.  Hallen er både en café, der serverer frisklavede retter dagen igennem, og en lækker deli med alt det gode til at tage med hjem, så det som Frk. Kræsen kan være svært at vælge. I delien pakker de desuden gerne en picnickurv til dig, der vil tilbringe en dag på stranden. 

i
Foto: Linn Grubbström
Frokost på Café Hallen.
Foto: Linn Grubbström

Mmm … is fra Helsingborgs Glassfabrik

På havnen kan du sætte dig og lade tankerne flyve hen over Øresund, mens du sætter tænderne i en is af høj klasse. Helsingborgs Glassfabrik (glass betyder is) har forvandlet en af de karakteristiske amerikanske skolebusser til en iskiosk og placeret den netop her, hvor udsigten matcher kvaliteterne i isen - der er fremstillet som i Italien, men med lokale råvarer.

i
Foto: Linn Grubbström
Helsingborgs Glassfabrik.
Foto: Linn Grubbström

Chocolatte

Selvom man er lille, kan man sagtens begå sig blandt de store. Chocolatte på Drottninggatan mener selv, at de må være Sveriges mindste chokoladefabrik, men det hindrer dem ikke i at være et tilløbsstykke for chokoladeelskere, som fx vil smage chokoladen med brunet smør, kåret som Sveriges bedste. Frk. Kræsen anbefaler, at man supplerer sin chokoladeshopping med en kop kaffe, en ’chocolatte’ eller en hjemmelavet is – for den er god.

i
Foto: Linn Grubbström
Servering på Chocolatte.
Foto: Linn Grubbström

Barfota Beach House

Du behøver ikke saltvand i håret og sand mellem tæerne for at mærke den helt særlige laid back strandstemning. Barfota Beach House er en restaurant og bar på stranden, der er indrettet i et omklædningsrum fra 1930´erne med palmer, parasoller og eksotiske dekorationer som kokosnødder og ananas. Linn blandede sin egen guacamole ved bordet, hvilket var et stort hit, men sendte samtidig stjålne blikke mod nabobordet, hvor der blev serveret lækre burgere med fritter. 

i
Foto: Linn Grubbström
Barfota Beach House.
Foto: Linn Grubbström

Ramen og øl på Barski

Når en madblogger siger, at det er den bedste ramen, hun nogensinde har fået, må man bøje sig – og prøve det selv. Linn tjekkede ind på Barski til tidlig aftensmad og bestilte en ramen med southern fried chicken, som fik hende til at bruge superlativer i beskrivelsen. På Barski var idéen oprindeligt at servere god øl, men i Sverige er det nemmere at få alkoholbevilling, hvis man også har mad på menuen. Valget faldt på ramen, da ejeren ikke kunne finde en god version af den japanske nudelsuppe andre steder i Helsingborg.

i
Foto: Linn Grubbström
Middag på Barski.
Foto: Linn Grubbström

Sofiero Slott & Slottsträdgård

Om sommeren er Sofiero Slot omgivet af et farverigt blomsterhav, men parken er et besøg værd året rundt. Slottet blev opført af prins Oscar i 1864 som en gave til hustruen Sophia. I dag er slottet ejet af Helsingborg Kommune, og slotshaven er åben for gæster, der vil lade sig opsluge af de betagende omgivelser med skiftende udstillinger ude og inde. Linn benyttede lejligheden til at drysse ind forbi Brödkultur 2.0, der er en lille café i Sofieros nabolag. Her bages der brød dagen lang, så du kan få dine kanelbullar lune eller en friskbagt citron- og birkessnurre. 

i
Foto: Linn Grubbström
Friskbagte kanelboller på Brödkultur 2.0.
Foto: Linn Grubbström

Stranden

Kommer du med færgen fra Helsingør, kan du begynde dit besøg i Helsingborg med at dyppe tæerne i vandkanten med det samme. Lige ved siden af færgelejerne finder du nemlig en lille strand, hvor du kan nyde solen, suge alle de nye indtryk til dig og dase lidt, inden du skal videre. Vil du have mere plads og måske tage en dukkert i det klare vand, kan du gå forbi lystbådehavnen og videre til en større strand. 

i
Foto: Linn Grubbström
Frk. Kræsen ved vandkanten med udsigt over færgen til Helsingør.
Foto: Linn Grubbström

Fredriksdal Museum & Trädgårdar

Bare en kort gåtur fra centrum af Helsingborg ligger Fredriksdal Museum & Trädgårdar (trädgård betyder have), et frilandsmuseum og ifølge Linn en herlig destination for en familieudflugt. Her kan du besøge historiske huse, butikker og gårde, mens du fornemmer, hvordan livet har været levet i Sverige, før de moderne bekvemmeligheder for alvor gjorde deres indtog. Gå tur i prydhaverne og nyd duftene i nyttehaverne eller hils på husdyr såsom grise, køer, geder og mange flere.  

i
Foto: Linn Grubbström
Skilt i Fredriksdal Museum & Trädgårdar.
Foto: Linn Grubbström

Fredriksdals Trädgårdskafé og Lakritsfabriken

Når du nu allerede har betalt entré til Fredriksdal, vil det være ærgerligt ikke at få den fulde oplevelse med. Linn tog en lille pause i Fredriksdals Trädgårdscafé, som er perfekt til en fika. Her er rigtigt fint indenfor, men aldeles vidunderligt at drikke kaffe og spise kage eller frokost udenfor under træerne i haven. Når du forlader Fredriksdal, kan du svinge forbi Lakritsfabriken, der ligger lige i nærheden. Er du stor fan af lakrids, er det her sted et must, hvor du både kan følge med i produktionen af lakrids og selvfølgelig købe de bedste varianter med hjem.

i
Foto: Linn Grubbström
Kaffe og kage på Fredriksdals Trädgårdskafé.
Foto: Linn Grubbström