Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Holy Smoke i Skåne
Foto: Gastromand

Rejsetips

Gastromand i Skåne: Vin, vodka og rygende lækker mad

Gastromand har efterhånden været godt rundt om den kulinariske madscene i Sverige. Denne gang stod den på gastronomirejse gennem Skåne. Efter et besøg i Malmø med overvejende vegetariske retter er gastromand taget videre på deres Skånetur for bl.a. at spise ægte amerikansk bbq. Men først var der lige noget vodka og vin, der skulle tjekkes ud.

Guidet tur i vodkaens verden

Det første stop på turen var en stor Villa i Åhus, hvor Absolute Vodka har indrettet et museum eller nok nærmere et Experience Center, som de kalder det. Her kan man få en guidet tur ind bag kulisserne og høre om håndværket bag og historien om Absolute Vodka, som Gastromand fandt meget interessant. Der er også mulighed for at få et cocktailkursus, men Fynboen blev i stedet inviteret i køkkenet og efterfølgende på anbefalelsesværdig frokost i restauranten. Første ret var med tatar, så Fynboen var solgt på stedet.

i
Foto: Gastromand
Cocktails hos Absolut Vodka i Åhus.
Foto: Gastromand

Sveriges bedste rødvine

Turen gik herefter tværs gennem Skåne til Vejby Vingård ved bugten mellem Kullen og Bjærehalvøen. Madbloggeren havde forventet at se hvide druer på stokkene ned mod gården, men de var faktisk røde, hvilket gav anledning til lidt skepsis, da han var overbevist om, at hvidvin gav det bedste resultat på disse breddegrader. Efter et besøg i smagelokalet skiftede han mening, for særligt den sidste vinsmagning, en Reserva direkte fra tønden, blæste Gastromanden bagover. Denne vin kan sagtens konkurrere med vin fra de store vinlande, mente han.

i
Foto: Gastromand
Røde druer på Vejby Vingård.
Foto: Gastromand

Klassiske retter gik lige i hjertet

Aftenens middag blev nydt på det flere hundrede år gamle og fint moderniserede hotel Rusthållargården, hvor atmosfæren mindede om et badehotel.  Restauranten var godt fyldt, og personalet havde stor viden om maden og vinen. Efter en perfekt forret, svamperavioli med brunet salviesmør, hasselnødder og lokal ost, var forventningerne høje til hovedretten: Et mørt stykke oksefilet, klassisk tilbehør og en ’ustyrlig’ lækker rødvinssauce. Sammen med en meget svensk og meget lækker dessert gik middagen lige i hjertet på Gastromanden.

i
Foto: Gastromand
Middag på Rusthållargården.
Foto: Gastromand

BBQ i verdensklasse

Gastromands sidste stop i Skåne i denne omgang gav et overbevisende indblik i amerikansk barbecuekultur. Holy Smoke BBQ virkede så autentisk, at Fynboen næsten kunne tro, han var landet på en amerikansk ranch og ikke i det vestlige Skåne: Et vildt stort og gennemført setup af grillgrej, barer, spiseområde, rygeovne, kød fra Guds eget land og en grill så stor som en lastvogn. Flere dages kulinarisk rundrejse i Skåne sluttede på denne måde af med maner for en grillentusiast – i et orgie af lækkert tilberedt kød.

i
Foto: Gastromand
Grillet mad på Holy Smoke.
Foto: Gastromand

Læs mere om Gastromands kulinariske rundrejse i Skåne på bloggen her.