Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Trädgårdsföreningen i Gøteborg
Foto: Per Pixel Petersson/Göteborg & Co

Aktiviteter

Gøteborg - oplev naturen i byen

Gøteborg er Sveriges største havneby, så I er aldrig langt fra vandet og havet; hvad enten I nyder livet på byens charmerende kanaler eller oplever indtrykkene nede i havnen med alle skibene på vej til eller fra den store verden.


Parker

Når folk i Gøteborg skal have lidt frisk luft og en rask gåtur, tager de ofte ud til Slottsskogen, en kæmpestor naturpark i byens sydvestlige hjørne. Det meste er skov med åbne lysninger ind i mellem, og fra tre udsigtspunkter får man et fantastisk overblik over byen.

Vil I gå en længere tur eller måske være lidt vildere og sejle i kajak, så er Delsjön naturområdet sydøst for byen et rigtigt godt sted. Der er 2 forbundne søer (kaldet ”Stora” og ”Lilla” – af åbenlyse grunde!) med træklædte klippeklinter, og masser af skov og små dale, der bare skal nydes. Om vinteren er her faktisk nogle gang muligheder for alpint skiløb – med lidt god vilje!

Hvis I er til raffineret havekunst, udsøgte samlinger af planter og vækster og store, hyggelige planer, perfekt til en picnic, så bør I besøge byens botaniske have, Göteborg Botaniska Trädgård, sydvest for centrum. Det er en af de fineste af sin slags i Europa, og bestemt værd et besøg – også selvom man ikke er have-entusiast. Her er op imod 20.000 plantearter, blomster, træer, smukt spredt over det 175 hektarer store område.

Her kan I finde meget mere om Gøteborgs parker og grønne områder.


Skærgården og øerne

Øerne i den sydlige del af Gøteborgs skærgård ligger faktisk bare en kort sejltur fra Saltholms Terminalen i den sydvestlige del af byen; I kan tage sporvognslinie 11 fra Centralstationen og ud til terminalen. De nærmeste øer er StyrsöVrångö og Donsö. Et besøg på øerne giver et godt indtryk af livet på vestkystens øer. Her er smukt med mulighed for gåture og svømmeture fra de hyggelige små strande.

Vil I vide mere om, hvordan I kommer lidt længere væk til den nordlige del af vestkyst skærgården, så kan I kontakte et af Gøteborgs turistkontorer her.

Det er en god idé at købe Göteborg City Card. Det giver fri rejse på offentlig transport, fri parkering, masser af gratis entré til byens mange attraktioner samt rabatter og fordele i en lang række forretninger.