Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Verdensarv, Grimeton Radio Station, Halland
Foto: Grimeton

Rejsetips

Grimeton Radiostation på verdensarvsliste

Grimeton radiostation ved Varberg er et enestående monument i udviklingen indenfor trådløs kommunikation, der tog fart efter første verdenskrig. Her kan du selv gå på jagt efter et morsesignal eller knække en hemmelig kode.

Grimeton radiostation blev i 2004 optaget på UNESCOs verdensarvsliste som den eneste tilbageværende radiostation af sin slags i verden. Anlægget blev opført i 1924 og er i dag et levende museum for den teknologiske udvikling inden for kommunikation, dengang som nu. Tag med ind i en spændende verden af teknik, radiosignaler og morsekoder.

En sikker forbindelse

I dag kan vi dårligt forestille os en hverdag uden wifi, men i tiden efter første verdenskrig anså man behovet for en trådløs forbindelse som potentielt livsvigtigt. Kontakten til andre lande gik oftest med telegram via kabler, der kunne være både dyr, langsom og utilregnelig. Fx kunne en fjende i en krigssituation afbryde forbindelsen til USA ved at kappe kabelforbindelsen i havet. Derfor etablerede man i 1924 Grimeton radiostation med langbølgesender som en direkte, trådløs kontakt mellem Sverige og resten af verden.

Aktiviteter for hele familien

Uanset om du er teknisk eller historisk interesseret eller bar nysgerrig af natur, får du en speciel oplevelse med hjem fra dit besøg i Grimeton. Du kan for eksempel udfordre familien i forskellige tilrettelagte aktiviteter som Kodeknækkeren og Morsejagten, hvor I skal jagte morsesignaler og tyde kodede beskeder. Eller vær med til at afsløre spionen, der har infiltreret radiostationen og stjålet en vigtig del af langbølgesenderen. Aktiviteterne foregår både indenfor og ude i området, hvor de seks antenner troner.

Rundvisning med historie

I Grimeton radiostation kan du gå på opdagelse i forskellige tekniske installationer, hvor kronen på værket er den oprindelige langbølgesender, der er skabt af den svensk-amerikanske ingeniør Ernst Alexanderson. Senderen er taget ud af daglig brug, men startes op et par gange om året for at sende et telegram ud i æteren. Vil du have maksimalt ud af dit besøg, kan du tage med på en guidet rundvisning, hvor historien om tilblivelsen af den nye, trådløse forbindelse bliver rullet ud, og du får indsigt i teknologien bag langbølgesenderen.

Ved indgangen finder du information om Grimeton, inden du gør ind, og en café, hvor du kan nyde en fika, en sandwich eller noget koldt at drikke, mens du lader oplevelserne bundfælde sig efter besøget.

Vis mere