Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Surfing i Halland
Foto: Nordic Surfers

Aktiviteter

Guide til Hallands bedste surfspots

Halland har nogle af Sveriges mest populære steder til surfing, og der er ikke meget, der overgår en strand fyldt med liv, aktiviteter og masser af surfing. Men nogle gange vil man gerne finde den der hemmelige bugt eller den afsondrede sandstrand, hvor forudsætningerne for at surfe er ud over det sædvanlige. Her er din guide til, hvor du kan surfe langs Hallandskysten – fra nord til syd.


Som surfer ved du sikkert allerede, at Apelviken og Läjet i Varberg er nogle af Sveriges absolut bedste steder til windsurfing. Her er flere restauranter, surfbutikker og surfskoler. Men af og til kan man ønske sig væk fra de mest populære stande og i stedet opdage de mere ukendte spots, hvor man deler vind og bølger med rutinerede surfere. Langs hele Hallandskysten findes der alt fra brede strande til ukendte bugter, hvor nogle er perfekte til windsurfing og kite, mens andre er bedre til bølgesurfing eller Stand up Paddleboard. Så spænd brættet fast på taget eller smid det bag i surferbilen og begiv dig up på en surfertur gennem Halland.

På Onsalahalvøen, syd for Gøteborg, findes der flere gode steder til surfing. I Gottskär kan du leje bræt, tage surflektioner eller købe udstyr i surfbutikken Surfskjulet. Både Gottskär og Draget, som også ligger på Onsalahalvøen, er bedst med nordøstlig og østlig vind, mens Lerkil er bedst, når vinden kommer fra vest.


Perfekte forhold – også for nybegyndere

Et af de mere populære og nybegyndervenlige steder til wind- og kitesurfing er Torkelstorp, syd for Kungsbacka, der er allerbedst med syd- eller sydvestlig vind. Og her er der plads til mange, hvilket er heldigt. For når vinden er rigtig, samles der mange kite- og windsurfere her. Vandet inde i vigen er ofte fladt, hvilket gør det ekstra godt til speedsejlads.

Omkring Frillesås og Åsa ligger to populære surfspots, Rågelund-Åsa og Stråvalla. Rågelund-Åsa ligger nord for Frillesås og er et ekstra godt sted til kite, eftersom det er et lavvandet sted med fladt vand. Særligt hvis man trækker lidt mod syd. Her er det bedst at kitesurfe, hvis vinden er i sydvest eller vestlig retning. Syd for Frillesås ligger Stråvalla, som er bedst med nordvestlig vind.

Norra näs er perfekt, hvis du vil lære at windsurfe. Ude ved den nærmeste ø mod vest, Bonnholmen, findes et stort område, hvor vandet ikke er dybere end til knæet – helt perfekt til træning.

Lige nord for Varberg ligger den lille sandstrand ved Getterøen. Her kan du windsurfe uden at blive forstyrret af brydende bølger, og du surfer i sundet Lessegapet, som ligger mellem Getterøen og Skrivareklippan. Om sommeren er der en trafik af fritidsbåde og sejlbåde, så det gælder om at se op og vise hensyn, når du surfer her. 

Ved Kåsa kan du surfe med Varbergs fæstning i ryggen og her er der roligere end ved Apelviken ikke langt derfra. Vinden bør komme fra vest eller nordvest for, at du får så god surfing som muligt. 

Kilometervis af strande med plads til alle

Björkäng er en stor strand, som har plads til alle, der vil kitesurfe. Vandet er fladt her ved den lavvandede strand, så der er de bedste forudsætninger for at komme i gang med at lære at kitesurfe. Når andre strande er fyldt med badegæster, er der stadig plads ved Björkängs havbad. Husk, at det er vandet syd for badeområdet, der er beregnet til vandsport, så hold dig syd for bøjerne.

Ved Stranninge kan du bølgesurfe, hvis der er frisk nordlig vind. Ellers er det et godt freeride-sted for dig, der ikke er til bølger.

Nord for Falkenberg ligger Olofsbo, som byder på en stor sandstrand, hvor vandet er dybt og har god plads til mange. I den nordlige del af bugten, er der et stenrev, som giver fladt vand og sommetider, når forholdene er særligt gode, kan det fungere som fine ramper til hop. Der er en del sten i vandet, som du bør være opmærksom på.