Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Halmstad i Halland
Foto: Destination Halland

Destination

Halmstad

Det gode ferieliv kommer let i Hallands største by, hvor man kan kombinere fantastisk strandliv, shopping og sightseeing med noget af Sveriges bedste gastronomi. Halmstad er også kendt for sit enorme udbud af gode golfbaner og naturoplevelser tæt på centrum. Byens størrelse og infrastruktur gør den ideel til cykling, og der er ikke mere end 10 minutter til det meste.

Halmstads historie går tilbage til 1200-tallet, og i bybilledet blandes historiske bygninger, brostensgader og stokroser med skulpturkunst, designbutikker og spisesteder. Byen er meget cyklistvenlig med cykeludlejning, pumpestationer og gode stisystemer. Så tag den tohjulede og  kom nemt og bekvemt rundt i Halmstad.

Historiske highlights

Blandt byens historiske highlights er Halmstads Slottfra 1610, der blev opført af Christian 4. da Halmstad var dansk. Også byporten Norre Port blev bygget af den danske konge og markerer indgangen til Storgatan, der i dag er en af byens shopping- og restaurantgader. Lidt nord for centrum finder man et andet levn fra 1600-tallet, nemlig Galgberget, der engang var byens henrettelsesplads. Der er dog intet makabert ved stedet i dag, der er naturområde med bøgeskov, legeplads, motionsstier og Hallandsgården frilandsmuseum. Oppe på bjerget kan du få overblik over hele byen. 

Smag på Halmstad

Halland er en af Sveriges hotteste madregioner og Halmstad har masser af steder, hvor du kan spise lokal mad i topkvalitet. Til morgenmad og kaffe er håndværksbageriet Feldts Bröd og Konfekt en lokal storfavorit. Her afholdes også cykelcaféer, hvor der serveres frokost og arrangeres cykelture for alle slags cykellister – både nybegyndere og professionelle racercykellister. Fantastisk bagværk finder man også i charmerende Skånskan konditori, der ligger i en af Halmstads ældste huse. Gå i Gudagott for at købe lokalproduceret kød og andre delikatesser og gå ikke glip af oplandets gårdbutikker og restauranter med egne råvarer. Spis ekstra fedtmarmoreret oksekød på Gårdrestaurang Wapnö, prøv vildtdelikatesserne på Ulvereds Hjorthägn og køb lokale grønsager, marmelader og most i Kaggagårds gårdbutik.


Byens bedste beach-party

Halmstad er kendt for sine sandstrande med Tylösand som den ypperste. Faktisk er den listet blandt verdens 100 bedste strande, og med hele 4 kilometer fint sand, blå flag og livreddere er Tylösand et trækplaster for såvel soldyrkere som de mindste sommergæster. Også Roxette-frontmanden Per Gessle er faldet for Tylösands charme og står bag det glamourøse Tylösand Hotel, der sommeren igennem er vært for et legendarisk After Beach-party med live-musik, drinks og dans fra sidst på eftermiddagen – et must en sommerdag i Halmstad.

Sveriges største udvalg af golfbaner

Det er ikke for ingenting, at Halmstad kaldes for Sveriges golfhovedstad. Her kan man prøve kræfter med hele 8 forskellige baner af høj kvalitet, der med deres forskellige karakter gør Halmstad til landets mest varierede golfdestination. Har man aldrig betrådt greenen før er det ingen hindring. Halmstad har også muligheder for dem, der vil prøve golf for første gang, og man kan leje udstyr ved mange af banerne, hvis man ikke har sit eget. Alle golfbanerne ligger højst 15  minutter fra centrum.

Ingen bytur uden shopping

Halmstad har butikscentre og shoppinggallerier med de gængse high-street brands samt et godt udvalg af specialbutikker med alt fra international mode og vintagetøj til friskristet kaffe og vinylplader. Gå ikke glip af Drottning Kristina-passagen, der regnes for en af byens hyggeligste shoppingområder.

Halmstad ligger blot 2 timer med bil fra København og kan også nås med direkte tog fra København og Gøteborg.

Halland

Halland er præget af sin lange, enestående kyst med kilometervis af hvide badestrande mod syd og dramatiske klippestrande længere mod nord. Her kan du solbade, surfe og meget mere på nogle af Sveriges mest berømte strande, som Tylösand, Skrea, Mellbystrand og Apelviken. Du kan også tage et smut til regionens populære kystbyer eller udforske indlandet, hvor du finder frodige skove, levende landsbyer og magiske søer ideelt til vandring, cykling, ridning og fiskeri. Du kan også koble helt af på spa-retreat eller spille golf på nogle af Sveriges bedste anlæg i og omkring Halmstad. Mulighederne er uendelige!

Hovedside