Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Chair Grace by Staffan Holm
Foto: www.staffanholm.com/

Rejsetips

Her finder du det bedste inden for svensk boligindretning

Svenske hjem er karakteristiske og stilfulde. Genskab stemningen hjemme hos dig selv ved at købe ind blandt den brede vifte af boligudstyr, som kan fås i disse svenske boligindretningsbutikker.

Med sine rødder i funktionalismen har svensk boligindretning fokus på brugervenlige produkter, men landets håndværksmæssige tradition og kærlighed til naturen tilføjer noget dybde til det æstetiske. Fra eftertragtede, klassiske møbler fra midten af århundredet og rigt udsmykkede tekstiler til smukt formede messingstykker – der er mange forskellige former og teksturer i den svenske designverden. 

Nogle af de mest betydningsfulde mærker og designere i vor tid – såsom Svenskt Tenn, Carl Malmsten og String Furniture – driver enkeltstående butikker, der uden tvivl er et besøg værd. Du vil ofte se klassiske elementer stå side om side med unge designeres kreationer, så du kan se det næste kapitel inden for svensk design. 

Her er et håndplukket udvalg af svenske boligindretningsbutikker i Gøteborg og Vestsverige, Malmø, Småland og Stockholm.  

Gøteborg og Vestsverige

Artilleriet 

Artilleriet er en butik med kvalitetsvarer af flere mærker og tilbyder boligindretnings- og livsstilsprodukter fra en omhyggeligt udvalgt blanding af internationale mærker – blandt andet Apparatus Studio, Aesop, Comme des Garçons, No Early Birds og Ligne Roset. Den eklektiske blanding omfatter alt fra møbler og belysning til lysestager og puder. Artilleriet har to butikker på Magasinsgatan i centrum af Gøteborg. Det nyere Artilleriet Kitchen åbnede i 2015 og har specialiseret sig i kogegrej og andet køkkenudstyr. En stor del af produkterne kan også købes i webshoppen. Hvis du ønsker professionel vejledning, tilbyder Artilleriet personlig rådgivning om boligindretning. 

Rum21

Rum21, som blev etableret i 2006, er en af Nordens største webshops med boligindretning og har en fysisk butik i centrum af Gøteborg. Du kan kigge på møbler, belysning og boligartikler fra prestigefyldte mærker, både veletablerede og helt nye. Se efter svenske boligindretningsmærker som Skultuna og Karlskrona Lampfabrik. Du vil også finde masser af møbler og tilbehør fremstillet af Artek – grundlagt i 1935 af den berømte finske arkitekt Alvar Aalto. 

Östlinghs

Et meget velanset designbureau med egen butik, som åbnede i 2012. Du er i gode hænder, når du handler hos Östlinghs. Butikken ligger i den lille by Lindome, 20 km syd for Gøteborg, og de produkter, du finder her, er primært vintage og omhyggeligt udvalgt til at afspejle deres ekspertviden om design. Der er en stor del møbler fra midten af det 20. århundrede og et godt udvalg af nyproducerede varer. Butikken er en populær detailhandel og har for nyligt udvidet for at få plads til endnu flere designerklenodier. 

Svenssons i Lammhult og dets topdesignere 

Svenssons i Lammhult blev etableret i 1960 (med en historie, der går tilbage til 1898) og byder på det bedste inden for svensk design samt en bred vifte af internationale produkter. Nogle af de mest eftertragtede nutidige svenske designere er repræsenteret her, og du kan blandt andet finde møbler fra Gøteborgs Staffan Holm, herunder hans signaturtaburetter, stole og smukke, karakteristiske Newton-bord. Se også efter Sami Kallios kreationer, en anden yderst respekteret lokal designer. Kallios æstetik er moderne med et industrielt præg, og han designer alt fra stole og barstole til lamper. 


Malmø

String Furniture

Svensk design er kendt for sin perfekte balance mellem funktion og form, og det er derfor, det smarte møbel- og hyldesystem String er blevet en moderne klassiker. String kan kombineres på uendeligt mange måder og blev skabt i 1949 af arkitektparret Kajsa og Nisse Strinning.

Peter Erlandsson og Pär Josefsson genoplivede kultvirksomheden i 2005 og løftede String Furniture til nye højder. Du kan finde en bred vifte af String Furniture-produkter i den berømte butik Olsson & Gerthel i Malmø. String Furniture-varer kan også købes i andre udvalgte butikker rundt omkring i landet og på webshops såsom den ovennævnte Rum21.


Småland

Glasriket

Sverige har en langvarig tradition for at producere glaskunst. I den sydlige del af Småland kan du finde Glasriket, som har været et centrum for glasfremstilling siden 1742. Området huser flere kendte glasværker og butikker, for eksempel Orrefors Kosta Boda og Målerås. Der er også et glasmuseum – The Glass Factory – som byder på forskellige udstillinger, og en glashytte, der fungerer som et kreativt mødested for kunstnere og designere.

I de seneste år er Skrufs Glasbruk steget i rang blandt influencere inden for boligindretning. Deres tidløse og kunstneriske glasværker bruges også af det svenske parlament og svenske ambassadører over hele verden.

Glasriket er åbent året rundt, og du kan let komme dertil med bil eller med tog eller bus fra Stockholm og Gøteborg. 


Stockholm

Brandstationen

Brandstationen blev etableret i 2009 og byder på velvalgt blanding af kvalitetsdesign – fra antikke møbler og klassiske ure til stilfulde boligartikler fra moderne mærker. Butikken er opkaldt efter sit første salgssted – en brandstation – og har i dag til huse på Hornsgatan i det moderne Södermalm-kvarter ved siden af søsterbutikken “Herr Judit”, som fokuserer på vintagetøj til herrer samt designerklenodier. Brandstationens store udvalg af forskelligartede varer kan også købes via webshoppen. 

Svenska Armaturer

Svenska Armaturer ligger i det historiske ”stenby”-kvarter Midsommarkransen og har specialiseret sig i klassisk belysning fra Sverige og Italien. De ældste varer er fra 1920’erne, mens de nyeste er fra 1970’erne. Uanset, hvad din smag er, kan du være sikker på at finde noget, der passer ind i din stil – om det er diskret art deco-glamour eller en skarp vare fra 1960’erne.

Svenskt Tenn

Svenskt Tenn er en svensk designinstitution. Den er grundlagt i 1924 af Estrid Ericson og har en butik (og webshop), som fans af dens elegante designklassikere flokkes til. Denne hjemlige, men ultraelegante butik har alt, hvad du kunne ønske dig, når du er på udkig efter svensk boligindretning – lige fra viskestykker og tændstikæsker til møbler. Du kan også købe farverige og overdådigt udsmykkede tapeter og stoffer, hvoraf en stor del er designet af den afdøde østrigske arkitekt Josef Frank – en af landets mest prominente designikoner. Forlæng dit besøg med en tepause i den skønne tesalon på første sal. 

Som disse butikker illustrerer, henvender svensk boligdesign sig til alle, der ønsker at kombinere funktionalitet og innovation, så de kan skabe et hjem, der er både er praktisk og æstetisk tiltalende.