Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Cowboy i High Chaparral temapark i Kulltorp
Foto: Patrik Svedberg / High Chaparral

Aktiviteter

High Chaparral

Er du hurtigere end din egen skygge? Det finder du ud af i forlystelsesparken High Chaparral sammen med indianere, guldgravere, mexicanere og cowboys. Her kan børnene hjælpe sheriffen med at fange banditter og svinge hammeren sammen med nybyggerne, der skal have huset færdigt, før vinteren kommer.

Fat din seksløber ved morgengry eller løft op i skørterne og gør dig klar til den muntre cancandans. High Chaparral er et populært tilholdssted for ridende cowboys og indianere, dusørjægere og guldgravere, og parken ligger cirka 50 km syd for Jönköping. Som i det gamle Wild West går det vildt for sig – på den sjove måde. I High Chaparral tager de nemlig leg alvorligt og det har gjort dem til Nordens bedste Temapark.

Westernshows i verdensklasse

I sidder i saloonen og fortæller røverhistorier om, hvordan I hjalp Lucky Luke med at bure Dalton brødrene inde. Pludselig lyder et rabalder udefra, og en støvsky nærmer sig hastigt: Det er diligencen, der buldrer gennem gaden – på flugt fra landevejsrøvere. Hver dag opfører velkendte figurer fra det vilde vesten forskellige shows – og gæsterne bliver gerne inddraget. Er I en familie, der sover med støvlerne på, venter der altså heftige oplevelser i High Chaparral. Indianershowet giver for eksempel et indblik i de indfødtes skikke med deres farverige udsmykninger, rituelle regndans og livet i en tipi på Indianerøen. Og i Old Mexico sørger folkets hævner, den legendariske Zorro, for retfærdighed, og efterlader kun et 'Z' tilbage til sine onde fjender.

Lev jer ind i det vilde vesten

Mellem de forskellige westernshows inviteres parkens gæster med til at deltage i dagligdagen sammen med de andre af præriens skrappe drenge og piger. Zorro holder fægteskole, I kan svinge jer i sadlen og lære at kaste med lasso af en cowboy eller grave guld sammen med de andre håbefulde guldgravere. Buffalo City er målrettet de små børn, der sammen med Lucky Luke holder styr på Dalton-brødrene, som konstant har lumske planer.

High Chaparral er som det oprindelige ’Nye land’ også beboet af nybyggere i skikkelse af Sven-Erik og Ester, der er søgt vestpå i jagten på et bedre liv med egen jord. Hos parret her er der mulighed for at prøve kræfter med et slidsomt nybyggerliv, for Sven-Erik og Ester tager gerne imod hjælp til at hamre og banke for at få deres nye hus op at stå.

Flere dages oplevelser

Har man brug for lige at trække vejret i rolige omgivelser, sejler hjuldamperen Natchez en rolig siesta-tur, eller man kan hoppe på toget, der kører fra perronen i røg og damp. Men som alle rejsende i det vilde vesten ved, skal man ikke lade sig lulle helt i søvn på en togtur, for togrøverne kan slå til når som helst.

I High Chaparral udlever små og store børn deres ’cowboy og indianer’-drømme i vildeste western-stil. Vil I have god tid til at lege jer gennem hele parken, kan I overnatte på hotellet, i en hytte eller på campingpladsen – alt sammen lige i nærheden. I år har Lucky Luke fået sin egen arena og så viser Anna Oakly, hvordan man skyder med skarpt, som den bedste skytte i hele det vilde vest. Så skynd Jer afsted og oplev en verden af underholdning, aktivitet og historie.

Småland

De fleste børnefamilier kender allerede til Småland gennem Astrid Lindgrens vidunderlige historier, som også vækkes til live i Astrid Lindgrens Verden i Vimmerby. Og hele Småland er præcis lige så mageløst et sted for børn. De røde huse, tusinde søer og enorme naturreservater er bare noget af det, der gør regionen til et skattet feriemål for familier. Her kan i fråse i kulturelle og gastronomiske oplevelser, nyde livet på en ødegård, gå på opdagelse i Glasrikets store og små glasværker og udfordre hinanden i en duel i det vilde vest High Chaparral.

Hovedside