Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Hooks Herrgård i Småland
Foto: Hooks Herrgård

Aktiviteter

Hooks Herrgård Golfklub

Hooks Herregård har aner tilbage til 1300-tallet og regnes som et af Smålands allerbedste overnatningssteder. Men stedets to 18-hulsbaner er naturligvis højdepunktet for golfspillere.


Banebeskrivelse

Familien Edberg har drevet Hooks Herregård siden 1963, og første tee på både park- og skovbanen, Parkbanan og Skogsbanan, ligger blot et pitch fra hotellet. Begge er naturskønne golfbaner med middelstore greens. Parkbanen ligger i et åbent landskab langs Hokasøen. Den blev påbegyndt allerede i 1934 og er dermed en af Sveriges ældste golfbaner. Tees og bunkers blev renoveret for et par år siden.

Skovbanen anses for at være mere udfordrende i det kuperede skovterræn. De forholdsvis smalle fairways er noget, der karakteriserer begge baner. Det er også en kendt sag, at banedesignet fordrer taktik fra tee til green – strategi belønnes altså fremfor styrke.

Miljø og træningsfaciliteter

På Hooks GK er der et 170 meter langt træningsområde for brug med egne bolde mellem parkbanens green på hul 18 og skovbanens green på hul 18. Klubben har også en træningsgreen til pitch- og bunkertræning. To super puttinggreens ligger lige ved klubhuset, og foran indgangspartiet til Hooks Herregård er der en stor træningsgreen velegnet til gruppetræning.  Gæster på Hooks GK vil opleve den nære forbindelse mellem golfklubben og herregården med hovedbygning og fløje opført i årene mellem 1778 og 1786.  Klubhuset rummer reception, omklædningsrum, sauna, boblebad, proshop og restaurant for dagsgæsterne. Klubbens golfstudio tilbyder custom fitting, hvor du kan få dit sving analyseret og få anbefalinger om valg af køller.

Som et kuriosum kan nævnes, at proen Pelle Edberg, der er familien Edbergs golfansigt udadtil, er den yngste af fire brødre og begyndte at spille på touren i 1997.

Overnatning

Hooks Golfklub og Hooks Herregård tilbyder gunstige golfpakker med greenfee og overnatning på hotellet med 236 sengepladser fordelt på 105 værelser i forskellige kategorier. Hooks Herrgård Spa & Fitness består af et 1300 kvm stort anlæg, der rummer swimmingpool, varme og kolde kilder, sauna med oplevelses-dusch og et stort udvalg af spabehandlinger. Anlægget er etableret ved selve herregården og åbnede i 2014.

Find aktuelle tilbud her.