Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Stranden i Tylösand i Halland
Foto: Fotopamela.se

Overnatning

Hotel Tylösand

Siden overtagelsen i 1995 har indehaverne Per Gessle og Björn Nordstrand arbejdet på at skabe vestkystens mest unikke oplevelsescenter på Hotel Tylösand. Med førsteklasses restauranter, fantastisk spa, attraktive konferencefaciliteter, et pulserende natteliv og Sveriges største kunstgalleri med moderne fotokunst er grunden lagt til fornøjelser, der rækker langt ud over, hvad man forventer af et hotelophold.

The Spa

Inde eller ude, eller både og. The spa på Hotel Tylösand er en rejse værd i sig selv. En række overraskende elementer spiller sammen om at give dig velgørende spaoplevelser, som slipper en masse kreativ energi løs. Fra den herlige udsigt i det store udendørsbassin til afslapning i en af flere boblebade eller sauna. Slap af ved frisøren, få smuk finish på hænderne i neglesalonen eller læn dig tilbage og bare nyd en af de mange skønne behandlinger. 

Der er et hav af måder at forkæle sig selv på i The Spa. Du kan fx se en film i poolen, bestille en forfriskende drink i poolbaren og få pulsen op med en af de mange træningsformer. Prøv det nye og anderledes koncept ’Spa lab’, hvor du selv mikser en økologisk scrub, du også kan smage på: Det er ren nydelse for kroppen - både indvendigt og udvendigt, og du bliver som forvandlet efter et ophold i disse omgivelser.

Hotellet

Björn Nordstrand og Per Gessle, den ene halvdel i popduoen Roxette, overtog Hotel Tylösand i 1995. De ønskede at fokusere på hotellets rødder i Halmstad og forene dets historie med fremtiden. Samarbejdet mellem popstjernen og forretningsmanden har resulteret i en ganske anderledes og personlig stil på et af Sveriges få tilbageværende private hoteller. En komplet oplevelse med unik atmosfære, ikke mindst takket være en helt fantastisk beliggenhed med langstrakt strand lige uden for døren og en vidunderlig udsigt over havet.

Restauranter

God mad er en selvfølge på Tylösand. Spørgsmålet er bare, om du kan vælge mellem hotellets forskellige restauranter. Restaurang Tylöhus er det klassiske spisested med lækkert komponerede menuer, fremstillet af råvarer fra udvalgte producenter – og altid et bord med formidabel udsigt. I Leif’s Bar & Grill kan du glæde dig til smagfulde pizzaer og grillede retter i herligt uhøjtidelige omgivelser. Om sommeren er der desuden mulighed for at nyde et måltid havfriske skaldyr og sushi på Bettans Bar, eller hyggespise i timevis med tapas og gode vine hos Titus Tapas.

Kunst

Galleriet Tres Hombres Art blev grundlagt af Per Gessle og Lars Nodin og er i dag et af Sveriges mest anerkendte inden for fotokunst. Galleriet har base på Hotel Tylösand, hvor det er muligt at opleve værker af verdensberømte fotografer som blandt andre Albert Watson, Terry O’Neill, Anton Corbijn og Mary McCartney. Foruden en stor samling af fotografiske værker vises også malerier, skulpturer og grafik af både skandinaviske og internationale samtidskunstnere. Du behøver ikke være gæst på hotellet for at besøge galleriet, der har døgnåbent bortset fra enkelte lokaler.