Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Cykling på Lofsdalens fjeld i Härjedalen
Foto: Martin Olson

Aktiviteter

Lofsdalen - Eventyr på sommerfjeldet

Tag med på outdoor-eventyr i Lofsdalens smukke natur, som byder på vandreruter i vildmarken for store og små, fiskefangst eller familietid på Lofssøen samt udfordrende downhill cykling på de mange cykelruter.


Tag på eventyr på det vilde sommerfjeld

Lofsdalen er en lille fjeldby, hvor man på én gang kan nyde civilisationens goder og vildmarkslivets magiske øjeblikke. Hvor familien rykker sammen om aftenen – mættet af naturens gavmilde oplevelser. Om vinteren trækker Lofsdalen masser af skigæster til det veludbyggede skiområde, så selvom byen er lille, er den året rundt i storform til at tage imod gæster, der også gerne vil opleve fjeldet i smukke sommerklæder. Kast jer ud i sommeraktiviteter  af enhver art og nyd den gode service i butikker, på restauranter, i legeland og bowlinghal.

Vandring med betagende udsigter

En vandringsdag kan fint begynde i byen, men det er også muligt at tage bilen op på fjeldet og vandre direkte ud i storslået natur. Fra sommeren 2018 tilbyder Lofsdalen en app med guide til spændende oplevelser og et digitalt kort, så I altid kan se, hvor I befinder jer på en rute. Når det er sagt, er de forskellige vandreruter rigtig godt skiltet helt ud i naturens yderste hjørner. Vælg mellem ruter af varierende sværhedsgrader, der passer til både små ben og store armbevægelser. De mindste kan fx begynde med eventyrstien, hvor de kan møde sjove sagnfigurer.


For de gæster, der gerne vil have høj puls og mere action, findes der flere trail running ruter på fjeldet, hvor den entusiastiske løber virkelig bliver udfordret på teknik og udholdenhed. Uanset om I tager en dag med løbesko eller vandrestøvler, så kan det klart anbefales at tage en frisk dukkert i Lofssøen, når I kommer ned fra fjeldet.

Cykelruter for alle – fra hyggetur til downhill 

Uanset om I er en familie, der helst pakker en god madkurv i cykelkurven til en skøn dag på hjul, eller I ikke kan få udfordringer nok på MTB, skal I nok finde en herlig aktivitet. Lofsdalen Bike Park henvender sig i høj grad til familier og nybegyndere, der vil prøve downhill-cykling i sikre omgivelser med mulighed for at leje cykler og udstyr. Tag en forsigtig tur på træningsbanen, så I har styr på bremsen i skarpe sving og gennem kuperet terræn. Stoleliften med plads til cykler tager jer op til startpunktet, og herfra kan I vælge mellem forskellige spor, hvoraf den længste er 3,6 kilometer. Ruterne er anlagt med sværhedsgrader fra grøn til sort, så selv erfarne MTB-ryttere kan finde udfordringer, der kræver fuld koncentration. 


Familietid på og ved vandet

En rotur på den 20 kilometer lange Lofssøen er en mindeværdig måde at holde fri med familien på. I Lofsdalen kan I leje en båd til en udflugt på søen, eller I kan kaste jer ud i en af de nyere vandaktiviteter som Stand Up Paddling (SUP). Noget helt særligt ved Lofsdalen er, at søen ligger midt i byen og lokker med en indbydende sandstrand. Her kan I nyde timevis af hyggelig familietid og fx tage en tur med saunabåden, hvor I kan bade i den klare fjeldsø og få varmen i den brændeopvarmede sauna.

For lystfiskere er der rigtig gode fiskeområder med store chancer for at lande en flot ørred eller aborre ved de mange smukke åer og bjergsøer omkring Lofsdalen. 

Tæt på bjørne og andre vilde dyr

Området omkring Lofsdalen er et af de mest bjørnetætte i Sverige, så der er stor sandsynlighed for at se bjørne om sommeren. Book fx en nat i skovhytten Lofsdalen Bear's Den, hvor der stort set altid er mulighed for at betragte vilde bjørne under sikre og bekvemme forhold. Eller vælg mellem forskellige andre aktiviteter, hvor formålet er at komme tæt på det imponerende dyr og andet vildt. 

Find masser af inspiration til sommeraktiviteter på fjeldet på www.lofsdalen.com