Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Kulturen i Lund, Skåne, Lund
Foto: Aline Lessner/imagebank.sweden.se

Rutevejledning

Lund - 0,5 dag

På denne del af turen når du hyggelige Lund. Dette er også afslutningen på turen, hvor du kan fortsætte videre til Malmø.

Lund

Den sidste del af ruten går til byen Lund, der blev grundlagt i slutningen af 900-tallet og er en af Sveriges ældste byer. Det får du en fornemmelse af på din tur rundt i den gamle del af byen med smalle brostenslagte gader og små pyntelige huse.

Lund har om nogen by i Skåne spillet en vigtig rolle i Danmarks historie ikke mindst som ærkebispesæde. Det får du et solidt vidnesbyrd om i Lunds Domkirke, som med sine to karakteristiske tårne blev opført i 1100-tallet. Kig ind i de mægtige hvælvede rum og se det meget fine astronomiske ur, som spiller en fin lille melodi to gange dagligt.

En anden væsentlig rolle i såvel fortid som nutid er Lunds Universitet. Det blev oprettet tilbage i 1666 og skulle være med til at sikre udviklingen i en svensk retning efter de mange århundrede under den danske trone. I dag er der omkring 40.000 studerende, hvilket du får en fornemmelse af, når du går rundt i byen, hvor andelen af unge er tydelig i gadebilledet.

Midt i byen på Kulturen i Lund møder du også fortiden. På frilandsmuseet kan du se kulturhistoriske bygninger fra by og land, og på selve museet belyser flere samlinger Skånes historie. Hertil kan du se skiftende udstillinger.

Du bør tage forbi Klostergatan, som er Lunds kulinariske gade. Her bliver du mødt af fantastiske dufte fra diverse restauranter og caféer, og de mange specialbutikker sørger for, at du får de lækreste madoplevelser. En anden smagsoplevelse i Lund finder du i Saluhallen, her har de masser af specialbutikker, der sælger de bedste råvarer inden for deres felt. Ligesom du kan besøge forskellige små madsteder, hvor de serverer mad fra hele verden. 

Hvis du ønsker at overnatte i Lund, er Grand Hotel en god mulighed. Det er et ældre, smukt, klassisk hotel, der ligger centralt i byen. Udover overnatning tilbyder hotellet også en lækker restauranter, hvor du kan få en kulinarisk smagsoplevelse.

Er du vinentusiast er et besøg på Flädie Mat og Vingård helt sikkert noget for dig. Her er der blevet produceret vin siden 2007, og vinen dyrkes ud fra økologiske principper. Hvis du ønsker at overnatte midt i vinmarkernes fine og afslappede omgivelser, er dette også en mulighed – og selvfølgelig kan du spise en god middag og smage på gårdens lækre vine.

Fra Lund kører du mod Malmö, som er afslutningen på turen, og du har dermed kørt, set og oplevet store dele af Skåne.