Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Fine dining af Mathias Dahlgren i Stockholm
Foto: Tuukka Ervasti/imagebank.sweden.se

Overblik

Madelskernes Stockholm

Tag på en smagfuld rejse gennem byen, der vrimler med stjernekokke, innovative madkoncepter og både nye og traditionelle takes på svensk madkultur. Udbuddet af spisesteder og madmarkeder i Stockholm er usædvanligt rigt, og du bliver nemt fristet til at tage liiige en bid mere, når du runder et gadehjørne og opdager endnu et spændende menukort.


Gastronomisk stjernerejse

Et besøg i den svenske hovedstad er noget, dine smagsløg sent vil glemme.  På den kulinariske scene brillerer kokkene på højt internationalt niveau, hvilket har givet Stockholm en smuk stjernehimmel i michelinguiden. I 2018 skrev restaurant Frantzén svensk historie ved at opnå tre stjerner i Michelinguiden. Frantzén breder sig over tre etager i en bygning fra det 19. århundrede, men ejeren Björn Frantzén har alligevel valgt, at der kun skal være plads til 23 spisende gæster. Det giver nemlig plads til nye spiseoplevelser, hvor gæsterne flytter etage, efterhånden som de spiser sig gennem de innovative svenske tasting menuer.

Lokale råvarer har i den grad slået igennem, og mange restauranter anvender som udgangspunkt råvarer fra nærområder til Stockholm. Således også på Restaurant Volt og Gastrologik, hvor køkkenerne har fokus på netop at trylle kulinariske sensationer frem med ingredienser fra den aktuelle årstid. Begge har en stjerne i Michelinguiden, men hvis du går efter de mere enkle og ligetil retter med den samme høje kvalitet af råvarer og madhåndværk, kan du besøge Gastrologiks lillebror, Speceriet, der tilbyder en mere uprætentiøs menu i afslappende omgivelser.

Svenske hits 

De mange stjernekokke i Stockholm står ikke alene om at tegne byens gastronomiske silhuet. De flankeres nemlig af entusiastiske kollegaer i et livligt miljø, hvor glæden ved mad og værtskab er de drivende kræfter.  Og er der noget, der kan bringe glæden frem hos en svensker – og alle os andre – så er det duften og smagen af de klassiske ’köttbullar’. Meatballs for the People er en restaurant, bar og butik i én, hvor det er den populære kødbolle, der er i fokus. Målet er ganske enkelt at servere verdens bedste kødboller, og de fås i både den traditionelle version og i fremragende nyfortolkninger. Samme kærlighed for det svenske køkken skinner igennem i alle retter på Lilla Ego, en af Stockholms mest elskede restauranter, som serverer luksuriøse retter til jordnære priser.

For de, der ønsker en jordnær oplevelse i den gastronomisk superliga, er det lige præcis det, der er målet i Oaxen Slip & Krog. Restauranten blev først etableret i den stockholmske skærgård på øen Oaxen, hvor den vandt international anerkendelse med et filosofi om, at alt hvad der går ud af køkkenet skal være så tæt på naturen som muligt: jordnære råvarer tilberedt på højeste niveau. For nogle år tilbage flyttede Oaxen til Djurgården, men bevarede sin profil med svensk fine dining i Krog og en mere afslappet stil i Slip, en typisk svensk bistro.

Når du nu er i Stockholm, vil du måske også gerne gøre som stockholmerne og drysse rundt på de klassiske mødesteder. I så fald er KB – Konstnärsbaren et helt oplagt sted fx at begynde aftenen med en middag eller drink, før du fortsætter i teatret eller til koncert – sammen med byens mange andre kulturelskere.


Verden rundt

Street food nydes her i Stockholm både stående og siddende. Så er du småsulten eller bare nysgerrig efter at smage på mere eksotiske retter, kan du holde øje med nogle af de mange foodtrucks, der tøffer rundt og åbner lugen omkring spisetid. En stærk madoplevelse i topkvalitet får du fx hos Indian Street Food & Co, der både har to restauranter i byen, hvor man kan spise sin mad i ro og mag, og de populære foodtrucks til en frokost på farten gennem byen. Følg med på Facebook og se, hvor restaurantens foodtrucks befinder sig fra dag til dag. Kan du ligesom de fleste andre få en pludselig stærk trang til burger, så må du overgive dig til Flippin’ Burgers’ saftige burgere i ægte amerikanerstil, der også fås i en sidekick-udgave som enkle sliders med brød, køs og ost under lugen på en af restaurantens foodtrucks.

Vil du hellere gå på opdagelse i et sandt madmekka og følge duften, så sving forbi K25, et moderne madcentrum med 11 forskellige køkkener fra hele verden, eller besøg Teatern Skarnstull, der er byens trendy food court ved shoppingcentret Ringen. 

Middag med udsigt

Selvom Stockholm tager sig absolut godt ud i gadehøjde, er det nu også en særlig oplevelse at spejde ud over byens tage med et glas vin i hånden og med et veltilberedt måltid foran dig. På taget af Stockholm er der dukket flere populære rooftop barer op, hvor aftenen kan tilbringes på smuk og festlig vis, og på flere af dem kan du spise først. Tak er netop sådan et sted lige i hjertet af Stockholm, hvor der er kræset om detaljerne fra indretning til menukort. Retterne tilberedes af svenske råvarer og forvandles til japansk madlavningskunst - serveret med restaurantens egen sake – tak.

På en bakketop i midtbyen finder du Hermans, der er en grøn oase i mere end en forstand. Om sommeren bliver vegetarrestauranten nemlig væsentligt større, når haven åbner for udeservering og fænomenal udsigt over Stockholm. Går du efter en endnu mere tilbagelænet oplevelse i et udpræget lounge-miljø, bør du tage turen op til niende etage hos Urban Deli på Sveavägen, hvor sommerdagene nemt flyder sammen i et virvar af god mad, atmosfære og drinks lige under stjernerne.

Husk nu endelig at lade dig rive med af en god madstemning, når du falder over en, og opsøg nogle af byens mange torvehandler. Fx det store og velrenommerede Östermalms Saluhall (den oprindelig torvehal er under ombygning indtil sommeren 2019, men det midlertidige marked kan også anbefales) eller et af de små Farmers Markets med lokalt producerede frugt, grøntsager og honning. Du finder et Farmer Market på Katarina Bangata i Södermalm eller Tessinparken i Östermalm hver lørdag fra august til oktober.