Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

En svømmetur i Göta Kanal
Foto: Mette Marie Lei Lange

Rejsetips

Mette Marie i Vestsverige

Hvad er det, der får danskere til at kigge med længsel mod Sverige, så snart der byder sig et par fridage? Det havde livsstilsbloggeren Mette Marie Lei Lange ofte spekuleret over, og da hun endelig tog afsted for at få syn for sagen, blev hun også selv ramt af den svenske feber. En feber, der ikke kan forklares, men skal opleves: Vestsverige i et perfekt mix af stemning, natur, skovsøer og glade, legende børn.

Godisflyget (slikflyet) på vej mod Vestsverige

Da Mette Marie Lei Lange tankede forsyninger i Godisflyget (slikflyet) på vej mod Vestsverige med sin mand Jon og deres tvillinger Hugo og Berta, havde hun ikke nogen ide om, at hele familien fire dage senere ville være totalt solgt. Men Sverige gik i hjertet, og det blev til et ’på gensyn’ til alle de steder, de besøgte.

i
Foto: Mette Marie Lei Lange
Godisflyet
Foto: Mette Marie Lei Lange

Hyggelig grillaften på Vilhelmsro

En overkommelig køretur fra København ligger gårdcaféen og restauranten, Vilhelmsro, som bare er indbegrebet af svensk hygge. Mette Marie og familien oplevede hele herligheden i smukt vejr til grillaften og med sang og guitarspil, som ofte arrangeres på stedet. Her er plads til at nyde omgivelserne både før og efter en herlig fika eller et lækkert måltid. Alt bliver tilberedt på stedet, og værtsparret lægger vægt på at anvende økologiske og lokale råvarer, ligesom der altid er en vegetarisk ret på menukortet.

i
Foto: Mette Marie Lei Lange
Vilhelmsro
Foto: Mette Marie Lei Lange

Overnatning hos Löfwings

Familien Lange blev fodret med massevis af sanselige indtryk hos Löfwings, der havde redt op i det fine, lille gæstehus. Denne gang var det to nætter, men der kommer flere, har Mette Marie og Jon allerede lovet værtsparret Linda Löfwing, der er kok, og Göran Löfwing, der er kunstner. De driver ikke bare et Bed & Breakfast, men en sanselig oase med atelier, restaurant og overnatning i vidunderlig kombination. Og for en småbørnsfamilie er en solnedgang på terrassen og indsamling af vilde hindbær og stikkelsbær i morgengryet et absolut plus.

i
Foto: Mette Marie Lei Lange
Löwings
Foto: Mette Marie Lei Lange

Skrig og skrål i Skara Sommarland

Kæmpestort og superfedt. Sådan lyder Mette Maries karakteristik af Skara Sommarland. Og ja, det er stort, faktisk det største i Skandinavien, hvilket betyder god plads til de mange oplevelser i forlystelserne på land og i vandlandet med både kæmpepool og vilde vandrutsjebaner. Derudover var bloggeren positivt overrasket over niveauet for sommerlandets spisesteder, der var ret højt. Foruden de nævnte attraktioner har Skara Sommarland også tre forskellige gokartbaner, hvor alle bliver som børn bag rattet.

i
Foto: Mette Marie Lei Lange
Skara Sommerland
Foto: Mette Marie Lei Lange

På skattejagt gennem Karlsborgs Fæstning

Normalt er Mette Marie ikke den, der går og opsøger fæstninger. Så hvis ikke hun var blevet guidet til Karlsborgs Fæstning i Vättern, havde hun og familien nok ikke fået en sjov og spændende oplevelse i det imponerende bygningsværk, som fæstningen udgør. Tvillingerne havde en fest på skattejagt efter den gemte guldreserve i underjordiske tunneller. En skattejagt på tre hyggelige timer, der også indebar en frokost på Soldathemmet midt i det hele.

i
Foto: Mette Marie Lei Lange
Karlsborg fæstningens skattejagt
Foto: Mette Marie Lei Lange

Norrqvarn Hotell – og leg i timevis

Vand er altid sjovt for børn. Altid. Og nogle gange også for voksne. Som fx på Norrqvarn Hotell, der dannede base for Mette Maries sidste to overnatninger med familien på deres jomfruferie i Sverige. Hotellet ligger lige ud til Göta Kanal, hvor man kan opleve de store skibe gennem sluserne, og børnene har deres helt egen Göta Kanal i miniature til at bade i og lege med i timevis. På alle måder er Norrqvarn et charmerende sted, der i den grad appellerer til børn. Blandt andet har hotellet opført små hytter formet som hhv. en svamp og en træstub. Vil du have denne mageløse oplevelse med, skal du reservere i god tid, for hytterne er meget populære.

i
Foto: Mette Marie Lei Lange
Norrqvarn Hotell & Konferens
Foto: Mette Marie Lei Lange

Picnic på cykel

At Sverige gør noget ved humøret, blev Mette Marie efterhånden fuldstændigt overbevist om. En ganske simpel cykeltur langs kanalen med en picnickurv kan fx være det mest vidunderlige. Både cykler og madpakker kan bestilles gennem Norrqvarn Hotell, og faktisk var det så fin en udflugt, at Mette Marie overtalte Jon til at udskyde hjemturen med en halv dag, så familien kunne fornøje sig med endnu en tur, bare i den anden retning. Og da køreturen hjem ikke kunne vente længere, havde hun allerede planlagt næste års cykelferie i det vestlige Sverige.

i
Foto: Mette Marie Lei Lang
Picnic ved Göta Kanal
Foto: Mette Marie Lei Lang