Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Vollmers Restaurant i Malmø, Skåne
Foto: Vollmers

Aktiviteter

Michelin restauranter i Sverige

2018 er et sandt stjerneår for Sverige, når man ser på uddelingen af årets Michelin-stjerner. Nabolandet har tilmed taget førertrøjen på, når det gælder den bedste nordiske madoplevelse. Sverige modtog nemlig 32 stjerner i den nye Michelin Nordic Guide 2018, mens Danmark måtte nøjes med 31.

Michelin Nordic Guide 2018 strøede, for første gang nogensinde, hele tre stjerner ud over Frantzén i Stockholm, mens Daniel Berlin i Skåne modtog en stjerne mere, så han nu funkler med to. Nye på stjernehimlen er endvidere SAV i Malmø, Agrikultur i Stockholm og Aloë også i Stockholm med hver en stjerne.

Med den nye trestjernede restaurant i kraft af stockholmske Frantzén, to stjerner til Daniel Berlin og en række nye svenske restauranter med deres første stjerne er der med andre ord grund til gastronomisk stolthed i broderlandet, der de seneste år har taget kvantespring, hvad gælder gode spisesteder. Også på Bib Gourmand-fronten gik det Sverige godt.

Frantzén er sublime ingredienser og fantastiske teknikker

Årets største svenske nyhed er som nævnt de tre stjerner til Frantzén i Stockholm, som i september åbnede i nye lokaler. Restaurantens nye rammer giver plads til at vokse, og det bliver der sikkert brug for med den fine, internationale hædersbevisning:

”Björn Frantzén har skabt en unik vision for nordisk mad, der kombinerer sublime ingredienser med fantastiske kulinariske teknikker. Björn Frantzéns gastronomiske udtryk er virkelig værd at køre efter og en gastronomisk oplevelse som ingen anden”, siger Michael Ellis, international direktør for Michelin Guides.

Michelin Nordic Guide 2018 indeholder også en ny tostjernet svensk restaurant; Daniel Berlin i Skåne Tranås, hvor kokken, der også lægger navn til restauranten, på en vidunderlig måde udnytter de lokale ingredienser med vægt på balance, renhed og præcision, som det blev formuleret ved prisuddelingen.

Årets Michelin Nordic Guide viser også stor geografisk spredning af de nye et-stjernede restauranter, hvor Sverige kan prale af hele tre nye med: SAV i Malmö og Aloë og Agrikultur i Stockholm. SAV blev bl.a. fremhævet for at producere og også benytte egenproducerede råvarer, mens Agrikultur blev nævnt for sin nordiske ’comfort food’.

Bib Gourmand er Michelins anerkendelse af god kvalitet til en god pris. Prisen er meget populær blandt Michelin Guidens læsere verden over, da den belønner køkkener med lækker men samtidig økonomisk overkommelig mad. I år er tre nye "Bibs" i Stockholm blevet tilføjet, herunder Kagges, Shibumi og Bar Agrikultur, samt en i Göteborg, Project.

Svenske Michelin-restauranter 2018:

Tre stjerner ***:

Stockholm: Frantzén (ny)

To stjerner **:

Skåne Tranås: Daniel Berlin (ny)

Malmø: Vollmers

Stockholm: Oaxen Krog

Järpen:Fäviken Magasinet

En stjerne *:

Stockholm:Agrikultur (ny), Aloë (ny), Ekstedt, Esperanto, Gastrologik, Imouto, Mathias Dahlgren-Matbaren, Operakällaren, Sushi Sho, Volt

Malmø: Bloom in the Park, SAV (ny), Sture

Göteborg: Bhoga, Koka, SK Mat & Människor, Thörnströms, 28+, Upper House

Öland: Hotell Borgholm

Växjo:PM & Vänner