Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Midsommer i Dalarna
Foto: Per Bifrost/imagebank.sweden.se

Fakta

Midsommer i Sverige

I slutningen af juni er dagene længere og sommerferien står for skud. I Sverige fejres dette på midsommeraften med majstang, lækker mad og hyggeligt samvær med familie og venner. Traditionen er muligvis den mest højtelskede højtid, og svenskerne venter med længsel på at fejre den lange dag og de lyse nætter. Dagen derpå holder svenskerne "midsommardagen", som er en national helligdag.

Oprindeligt var det altid d. 24. juni, men nu fejres midsommeraften på den fredag, som falder mellem d. 20.-26. juni.

Selvom dagene umiddelbart falder tæt på hinanden, kan den svenske midsommerfest ikke umiddelbart sidestilles med den danske fejring af Sankt Hans aften. Dans, musik og god mad er i centrum for fejringen af den lange lyse nat, mens man også i mange svenske regioner - især i Dalarna - iklæder sig folkedragter forud for dansen om majstangen. Bål og hekseafbrænding er ikke en del af midsommerfestlighederne i Sverige. 

Majstangen

Helt centralt for fejringen er majstangen. Rundt omkring i hele landet kan man se de smukke, ofte imponerende store, og pyntede majstænger blive rejst. Typisk mødes man man om morgenen på selve dagen og konstruerer og pynter majstangen med blomster, friske grene og blade i fællesskab, hvorefter den rejses om eftermiddagen. I nogle tilfælde laves majstangen flere dage i forvejen. 

Navnet ”majstang” refererer til at stangen ”majes ud”, hvilket betyder, at den dækkes med løv m.m. – der er altså ikke tale om reference til måneden ”maj”. Når majstangen rejses starter festlighederne med dans og musik. En af de traditionelle sange til midsommer er "Små grodorna" som handler om de små frøer og synges med tilhørende dans og gestikuleren.


Mad og drikke

Endnu en central del af festlighederne på midsommeraftenen er, naturligvis, den rette traditionelle mad – og snaps! Man vil stort set altid finde sild, kryddersild, kolde nye kartofler og ”gräddfil” på bordet, hvilket alt sammen akkompagneres med (mange) snapse-skåle og de traditionsrige svenske snapseviser.

Er du på besøg i Sverige under midsommerfesten har du en unik mulighed for virkelig at opleve noget af det mest skattede i den svenske kultur. Svenskerne er altid gæstfri, og du vil være mere end velkommen til at tage del i midsommeraftens festligheder. Desuden er der over hele landet et væld af forskelligartede arrangementer at nyde i anledning af midsommeraften.

Vil du opleve en svensk midsommerfest, så kan du deltage i festlighederne i Dalarna, i Folkets Park i Malmø, på Fredriksdal ved Helsingborg eller Skansen i Stockholm.

På alle måder er midsommer den perfekte anledning til virkelig at opleve Sverige, svenskerne og den svenske kultur, som lever i bedste velgående. Det er smukt, hyggeligt og festligt – og frem for alt ”svensk”.