Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Cykeltur i Midtskåne
Foto: Swelo Photo

Aktiviteter

Midtskåne på cykel

Solen i ansigtet, vinden i ryggen, smukke landskaber som passerer forbi og masser af hyggelige steder at tage et hvil og nyde de lokale lækkerier eller bare en storslået udsigt. Midtskåne er perfekt til en cykeltur - hvad enten du er en inkarneret hurtigrytter eller en hyggetramper.


Ringsjøn Rundt

Ringsjøn Rundt må være Skånes svar på Sjælland Rundt. Her kan hele familien nyde en dejlig dag i cyklingens tegn - enten som deltager eller som publikum. I år foregår løbet den 2. juni. Vælg mellem en af de 4 ruter på mellem 35 og 125 km rundt om den smukke sø Ringsjøn midt i Skåne.

Luxus cykeltur i tre dage

Vil du cykle i et lidt roligere tempo og have vejen lidt mere for dig selv? Så må en tredages cykeltur med dejlig mad, transport af bagage og overnatning i redte senge på tre forskellige hoteller være lige i øjet?

Ringsjøstrands cykel-paket bringer dig gennem noget af Skånes smukkeste natur. Oplev tre dage med cykelture, morgenmadsbuffet, to treretters middage og frokost. Inkl. i pakken er også leje af cykel, cykelkort, cykelhjem og adgang til relax-afdelingen den sidste aften samt transport af bagage mellem de tre hoteller. 

Du starter på Ringsjø Krog & Wærdshus. Her kan du bade, besøge Bosjøkloster eller vandre i naturreservatet, inden du næste dag cykler videre til Esløv, hvor du sover centralt i den hyggelige bykerne på Hotell Stensson. Turen går videre gennem bølgende landskab, forbi slotte og gårde og dagen slutter på Ringsjøstrand, hvor ømme muskler kan strækkes ud i relaxafdelingen inden solnedgangen over den smukke sø.


Hotspot Kollerød

Hotspot Køllerøds cykel- og vandreruter gør det nemt for besøgende at finde sine egne yndlings-stop langs de sparsomt trafikerede veje øst for Hørby. Turerne er mellem 7 og 22 km lange og strækker sig gennem den smukke natur med masser af levn fra oldtiden og gamle dage. Stengærder afgrænser de magre jordlodder, og nysgerrige køer, generte kalve og bredskuldrede tyre græsser langs ruten. Får og heste hjælper med at holde landskabet åbent, og er du heldig kan du skimte både elge, hjorte og rådyr.

Foodiecykling

På slingrende veje gennem bølgende landskaber og dybe skove kommer du forbi marker med lokale afgrøder og rigtig tæt på mange af Skånes bedste leverandører af lækre råvarer. På cykel kommer du tæt på de små gårdbutikker, lokale mejerier, producenter af vildtkød, økologiske gårde og du kan sågar få chancen for at se og måske prøve de lokale madhåndværk. Under turen samler du helt friske råvarer til aftenens madlavning over åben ild og sammen skabes et unikt måltid, som nydes i det fri. Du bor komfortabelt på Pensionat Søderåsen eller Nyrups Naturhotel. Læs mere om foodiecykling

Mountainbike

For dig der kan lide udfordringer og høj hastighed anbefales Orups Mountainbike-bane i et varieret kuperet terræn lige syd for Høør. Banen er anlagt af lokale cykelentusiaster, som har brugt hundredvis af arbejdstimer på at få det rigtige sug i maven i de stejle bakker. Banen er gratis og perfekt for både børn og voksne, som vil bevæge sig udendøre i et fartfyldt miljø. De lokale benytter ofte den 3, 2 km lange bane, og to år i træk er der blevet arrangeret et Late Night Race i november, hvor der suses gennem banen med pandelamper i den mørke skov. Bagefter åndes der ud og grilles pølser.