Aktiviteter
Naturen i Nordøstskåne
Den vildeste natur finder du i Skånes nordøstlige dele. Dybe skove og dramatiske klipper, områder med søer og åbne landskaber.
Naturen er helt vild og meget smuk
I Skånes nordøstlige dele finder du den vildeste natur. Dybe
skove og dramatiske klipper, områder med søer og åbne landskaber. Den bedste
måde at opleve egnen på er til fods eller på cykel, men den bekvemme får også
storslåede naturoplevelser i bilen.
Humleslingan – en vej med udsigt
På smukke veje rundt om Skånes største sø, Ivösøen, kan du
tage bilen de cirka 55 km. Du følger bare de brunhvide skilte gennem
humlebygden. Langs Humleslingan kan du foretage en kulturhistorisk rejse i
Ivösøbygden, hvor du finder landets eneste eksisterende humletørrer samt
omkring 30 andre seværdigheder.
Svarta Bergen - kunst, natur & industrihistorie
Gå ikke glip af det mægtige stenbrud Svarta Bergen, der vidner om 100 års svensk industrihistorie netop her i de naturskønne omgivelser. Besøg naturmuseet og oplev forskellige kunstværker skabt i den smukke sorte granit, diabas, som jorden har frembragt. Faktisk brydes der stadig sort granit her i Hägghults stenbrud, der siges at være verdens største åbne diabas-stenbrud. Og det er uafviseligt et imponerende syn, der møder dig, når du kigger ud over det enorme stenbrud, der åbner sig 900 meter langt, 50 meter bredt og 75 meter dybt.
En udflugt til Svarta Bergen kan du afslutte på hyggelig vis med en bid mad eller kaffe og kage, som kan købes på naturmuseets café.
Robinson-liv i Ivösøen
Oplev nogle af de 40 ubeboede øer i Skånes største sø, Ivösøen. Tag ud i en kano og nyd stilheden og freden på vandet. Nogle øer har læskjul, hvor du kan sidde og spejde ud over søen, men på andre øer er det en fordel at medbringe eget campingudstyr. Har du lyst til at hoppe i vandet, er du kommet til det rigtige sted. Ivösøen var tidligere en del af havet, så her er flere små herlige vige med badestrande, hvor du kan bade helt ensom i søen uden en trævl på kroppen.
Padling på Immeln
Den allerdybeste stilhed kan du nyde i den smukke natur, når du padler dig frem mellem øer og skær, så giv dig tid til at lytte, dufte og mærke det historiske område. Systemet af søer er dybt betagende og meget fredfyldt. Tag vennerne eller familien med på en uforglemmelig tur i Sveriges sydligste vildmark.
Skandinaviens største dinosauerjagt
Besøg Skandinaviens største dinosaur-fund på feltstationen Åsen. Her har forskerne fundet tænder, ben og knogler af forskellige svaneøgler og mosasaurer. På dette sted kan du lege dinosaurjæger for en dag i 80 millioner år gamle kridtlag for at finde din egen dinosaur knogle sammen med en dygtig guide.
Kristianstads Vattenrike
Få steder har så rig og varieret natur som Kristianstads Vattenrike. Landskabet huser et mangfoldigt dyreliv, og som en blå tråd gennem området og videre ud til havet løber den mægtige Helge Å. Vandriget består af fugtige engarealer og sumpskove, mens der på de mere tørre strækninger har udviklet sig en helt speciel flora og fauna.
Kristianstads Vattenrike er ca. 35 kilometer langt. I vandriget er der cykelvenlige veje langs kysten, gennem fantastiske bøgeskove og mellem glitrende søer. På vejen passerer du hyggelige spisesteder, små gårdbutikker og overnatningssteder for enhver smag. Se film om vandriget her.
Vandring i storslået natur
Pak vandreskoene ned og oplev storslået natur og smukke vyer over afvekslende naturområder. Her kan du vandre hele året. Følg stisystemet Skåneleden nogle dage eller begiv dig ud i urskoven til det imponerende vandfald Forsaker.
Søger du natur- og kulturoplevelser fra øverste hylde, så check ind på Hovdala Naturområde & Vandringscentrum lige syd for Hässleholm. Her finder du et utroligt varieret naturlandskab, som er ret unikt selv for Skåne. Tusindvis af små og store oplevelser – hver med sit eget udtryk og sin egen karakter – venter på at folde sig ud for besøgende i Hovdala. Rundvandringerne på Finjasjöleden, Höjdarnas Höjdarled og Jakten på Gullspira byder på mange kombinationsmuligheder for hel- og halvdagsvandringer. Alle kredser i en eller anden grad om det kulturhistorisk spændende Hovdala Slot, hvor der blandt andet er restaurant, café, slotsbutik, udstillinger, guidede ture og mange populære arrangementer.
Vandringsfestival og vandreruter i Hovdala
Vandreruterne i Hovdala byder på forskellige oplevelser. Ruten Höjdernas Höjdarled (22 km.), byder på mange smukke udsigtspladser og ruten Jakten på Gullspira (21 km.), går gennem en mere vild og uberørt natur. Finjasjöleden (20 km.), går rundt om Finjasøen og langs fugleudkigsposterne Slingre Dig og Alslingen.
I Posta-Nillas spor er en 26 km. lang vandrerute, som følger sporet efter Posta-Nilla som i 1800-tallet bar posten til og fra Hovdala. Ruten går forbi flere bygninger som har haft stor betydning for Hässleholms historie. På ruten har du også mulighed for at overnatte i shelter på den nyetablerede lejrplads ved Göingeåsen. På Hovdalaleden (55 km.) som falder sammen med Skåneleden, får du det bedste fra de fire heldagsture.
Det er nemt og hurtigt at komme ud i Hovdalas natur. Hop i vandrestøvlerne, tag med toget til Hässleholm og kast dig direkte ud på vandreruterne, når du stiger af på stationen i den centrale del af byen. Før du får set dig om, står du midt i den frodige natur.
Har du brug for lidt flere bekvemmeligheder end sovepose og bålmad, er der både hoteller og restauranter i nærheden. Undervejs kan du tage et hvil med en kop kaffe og kage i Hovdala Trädhus, et mødested oppe i trækronerne, eller Glada Getens gårdsmejeri, hvor du også kan købe frisk gedeost, delikatesser og små gaver.
Hovdala Vandringsfestival - en af Sveriges største vandringsfestivaler, afholdes i september, hvor du kan prøve vandringer med temaer som yoga eller foto.
Naturguide, yogavandring & heste
Vil du kombinere skøn vandring med spændende kulturhistoriske fortællinger og sagn, kan du booke en naturguide fra Hovdala Health & Forest, som også giver tips til at færdes i det fri. Fx hvilke grundlæggende færdigheder en kanosejlads kræver, og hvordan man koger kaffe over åben ild. Der er desuden mulighed for at opleve Skånes skønhed fra hesteryg med en herlig picnic-udflugt på islandsk pony.
Fugleliv ved Finjasjöen
Ved kanten af Finjasjöen, kan du komme helt tæt på naturen og fuglelivet på den arkitekttegnede fugle-udkigspost og gangbro Slingra Dig og Alslingan . Gangbroen siges at være verdens længste gangbro gennem et vådområde. Her finder du også en udstilling over områdets historie, naturtyper og fuglearter.