Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Øland i Sydsverige
Foto: Tina Stafrén/imagebank.sweden.se

Rejsetips

Øland

Øland er en enestående ø i Østersøen. Formet som en asparges byder den lange ø på alt det bedste, I kan drømme om af en familieferie. Og så blot tre timers kørsel fra Danmark.

Øland er vildt lang og ekstremt smal. Næsten 140 kilometer på langs og intet sted mere end 15 kilometer i bredden – for det meste bare 10. En herlig og overraskende ø i Østersøen, blot et smut over den flotte bro fra Kalmar, før jeres bil rammer øen, omtrent midt på den.

Trods den korte afstand fra fastlandet byder Öland på sit helt eget univers. Den adskiller sig nemlig på mange måder fra det øvrige Sydsverige. Her møder I ikke de vældige, mørke nåleskove, som ellers er indbegrebet af Sverige. Heller ikke de talrige søer, og i hvert fald ingen, som en fastlandssvensker ville kalde for andet end pytter.

Og ingen højder, som bringer pulsen op hos jer, når I sidder på cykelsadlen og træder i pedalerne. Til gengæld er her selvfølgelig masser af hav. Og så en svenskerrekord: Flest solskinstimer noget sted i Sverige! Ikke så ringe endda, især med de dusinvis af fine sandstrande, som lokker til leg, solbadning og svømning.

Blomster i grøftekanten

I de mange grøftekanter er der en overflod af kønne vilde lupiner, valmuer, klokkeblomster og mange andre arter, som I vil stoppe op og nyde igen og igen, lige meget om I sidder i bilen, cykler eller vandrer.

Bitte små veje, så smalle, at der er lavet vigepladser nu og da, hvor den ene bil må holde ind, for at den modkørende kan passere. På engene er der græssende får og køer, som stikker snuderne så langt frem over hegnet, at I kan klappe dem på hovedet.

Buttede stubmøller, maleriske små huse, måske op til en gul rapsmark og med udsigt til det blå, glinsende hav. Naturen på Öland er heller ikke uden pudsige naturfænomener hér og dér. Som eksempelvis ved de mærkværdige ”raukaer” nær ved Byrum på nordvestsiden af Öland. Disse fritstående stensøjler har de særeste udformninger, så I kan sammen med jeres børn lade fantasien blomstre og finde på, hvilke dyr, ansigter eller andre temaer ”raukaerne” ligner. Og glem endelig ikke Ölands største og mest enestående stykke natur, Alvaret. Et stort steppeagtigt område med et utal af blomster, heraf flere end 30 vilde arter af orkideer.