Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Ballonflyvning i Stockholm
Foto: Jeppe Wikström/mediabank.visitstockholm.com

Rejsetips

Sightseeing i Stockholm med et twist

En guidet tur er den perfekte måde at opleve Stockholm på. Og der er masser af ture, hvor du kan opleve Stockholm på en lidt anderledes måde. Hvad siger du for eksempel til at hilse på spøgelserne i Gamla Stan, vandre langs tagryggene på Riddarholmen eller opleve byen med afsæt i Millennium-bøgerne? Her får du et lille udpluk af forslag til ture, som er lidt ud over det sædvanlige.


Food Tours Stockholm

Oplev nogle af Stockholms bedste restauranter på denne guidede madvandring. En kulinarisk oplevelse ud over det sædvanlige, som byder på mad fra forskellige køkkener, kulturer og smagsområder.

Tagvandring

Kan du godt lide at komme højt til vejrs? Så er en tagvandring lige noget for dig. Sammen med sikkerhedscertificerede guider får du mulighed for at se Stockholm oppefra – et absolut højdepunkt på ferien. Tagvandringen finder sted i Riddarholmen/Gamla Stan. 

Stockholm our way

Opdag Stockholm på personlige rundvisninger med lokale guider, som elsker deres by og gerne deler ud af deres tips til hovedstaden. Du kan vælge mellem et bredt udvalg af ture med på enten mad, naturen i byen, arkitektur, museer eller noget helt andet. 

Stockholm ghost walk

Gå på opdagelse i Gamla Stans mørke gyder på denne mystiske og spændende tur gennem historien. Hør fortællinger om mord, sygdom, ildebrande, legender og masser af spøgelser - hvis du tør!

Ocean bus

Ocean Bus er en unik sightseeingtur, som giver dig mulighed for at opleve Stockholm om bord på en amfibiebus, der både kan køre på land og i vand. På turen passerer du en lang række af byens mest kendte attraktioner.


City Photo Tour

På denne rundtur oplever du nogle af Stockholms mest populære og fotograferede steder. Med andre ord: en postkortrundvisning!

Stockholm Adventures

Hvis du godt kan lide at tage ud på eventyr, er de her ture lige noget for dig. Stockholm Adventures tilbyder guidede ture og aktiviteter som for eksempel bådsejlads, kajakroning, cykling, skøjteløb, sejlture, RIB-sejlads og safari.

Explore stockholm

Med Explore Stockholm får du en privat rundtur i taxa, hvor lyde, billeder, film, kommentarspor, musik og byen selv interagerer. “Explore Stockholm Crime” giver dig et indblik i de seneste årtiers vigtigste gerningssteder i Stockholm.

Millennium-tur

Træd i Mikael Blomkvists og Lisbeth Salanders fodspor og oplev Stockholm. Turen leder jer forbi mange af de velkendte steder fra Millenium-bøgerne og -filmene, men du får også en masse viden om det historiske og moderne Stockholm og byens indbyggere.

Ballonflyvning

Nyd byen fra fugleperspektiv. Stockholm er en af de få hovedstæder i verden, som du kan opleve fra en luftballon.

Subway-art

Stockholms metro siges at være verdens længste kunstudstilling. Næsten alle af byens 100 metrostationer er dekoreret med skulpturer, mosaikfliser, malerier, installationer og indgraveringer af godt og vel 150 forskellige kunstnere. SL, Stockholms offentlige transport, arrangerer rundvisninger til de enkelte metrostationer, hvor du kan opleve arkitekturen og de mange forskellige kunststykker.

Gratis rundvisninger i Stockholm

Der er masser af gratis guidede rundvisninger i Stockholm, der tager dig forbi nogle af byens mest populære attraktioner og sites. Turene finder sted dagligt, og varer ca. halvanden time. Alle rundvisninger foregår på engelsk.