Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

På ski i Stöten
Foto: Magnus Dovallius

Rejsetips

Ski for nybegyndere

Knap en million danskere tager hvert eneste år på skiferie, men hvad er det, der gør, at så mange elsker ferie i sneen, og hvordan kommer man godt i gang? Læs vores guide for nybegyndere, så du har de bedste forudsætninger for, at den allerførste skiferie bliver en succes.

Hvis du ikke gør det i år, vil du være et år ældre, når du endelig gør det.

Citatet stammer fra den amerikanske ski-guru Warren Miller, der frem til sin død i januar 2018 lavede flere end 50 film om det, han elskede mere end noget andet: skiløb. Og citatet indkapsler i al sin banalitet masser af sandhed om både skiløb og så meget andet her i livet: Det er aldrig for sent at prøve noget nyt, og hvorfor udsætte til i morgen eller næste år, hvad man kan gøre i dag eller i år?

Og selvom det aldrig er for sent at tage på skiferie for første gang, så er det bare én af de ting, som man vil ærgre sig over at have udskudt, når man først er blevet bidt af det – og det bliver de fleste.

Hvorfor det forholder sig sådan, kan være uhyre vanskeligt at forklare til folk, der aldrig har stået på ski. Men først og fremmest handler det nok om, at skiferie er en utroligt social ferieform. Den fysiske aktivitet på det frosne underlag binder familier og venner sammen på en måde, som en sol- eller storbyferie slet ikke formår. Man griner sammen, man styrter sammen, man lykkes sammen, og man er lige ucharmerende i svedigt skiundertøj i hytten efter en lang dag på pisterne eller løjperne – sammen!


Men hvordan kommer man så bedst muligt i gang med denne ferieform, som så mange danskere sværger er årets bedste og vigtigste ferie?

Fem gode råd til nybegynderen:

1. Skiskole, skiskole, skiskole! 

Det kan ikke siges for mange gange, men for 99 ud af 100 danskere er skiskole den eneste rigtige måde at lære at stå på ski på. Skilærerne på de svenske destinationer er vant til danske nybegyndere, og deres pædagogiske tilgang til indlæring samt det faktum, at sproget ikke er en barriere, giver mulighed for en rigtig god start på pisterne. Er det ikke dig, der er nybegynderen, men derimod din kone, mand eller kæreste, så er skiskolen også det eneste rigtige. Man har hørt om mange skiferier, der er endt i gråd og tænders gnidsel, når partneren agerer den bedrevidende skiinstruktør. “Kom bare skat, du kan sagtens klare en sort piste nu”, ender sjældent godt!

2. Træn en smule hjemmefra

Det er så meget lettere sagt end gjort, men al fysisk udfoldelse er bare sjovere, hvis man har overskud. Der findes masser af træningsprogrammer, der er målrettet skiferie-musklerne, på nettet.

3. Vælg den rigtige destination 

Der findes masser af gode skisportssteder for begyndere. Sverige har lidt ry for at være stedet, hvor børn lærer at stå på ski, hvorimod de voksne begyndere valfarter til Østrig, hvor de manglende evner på ski kan kompenseres for via et tilpas indtag af glühwein. Det sidste bliver man ikke en bedre skiløber af. Overvej i stedet, hvorfor svenskerne anses for at være verdensmestre i at lære børnene at stå på ski, og om ikke dette også gælder for de voksne begyndere. Som nybegynder behøver man ydermere ikke kilometerlange pister, store faldhøjder og overfyldte kabinelifter. Et par gode grønne og blå og måske en enkelt rød pist er rigeligt til den første uge på ski.

4. Lej og lån dig frem 

På trods af at vi næsten tør udstede en ‘din første skiferie bliver ikke den sidste’-garanti, så afhold dig alligevel fra at løbe ud og købe dig fattig i skiudstyr og det dyreste skitøj. Ski, støvler og hjelm kan lejes på alle destinationer, og det meste udstyr kan sikkert lånes af familie og venner eller eventuelt købes brugt. 

5. Sørg for at lege – også på andet end skiene 

Når børn lærer at stå på ski, så bliver de nye færdigheder leget ind. Det kan de voksne lære en del af. Så hav det sjovt, grin af dig selv, og grin af alle de andre, for vi bliver alle som børn igen på ski. Og husk også at komme andet indhold end skiløb ind i ferien. Tag i svømmehallen, på kanetur eller på snescooter-safari: De fleste skisportssteder har masser af andre aktiviteter end skiløbet, der kan være med til at gøre skiferien til årets bedste ferie – også for nybegynderen.