Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Elg i Småland
Foto: Maria Emitslöf/imagebank.sweden.se

Aktiviteter

Skullaryds Älgpark

Småland har ikke mindre end 12 elgparker, og mellem Eksjö og Aneby i det smålandske højland finder du det seneste skud på stammen – Skullaryds Älgpark.

Elgparken drives af Erik, som er en ildsjæl, der brænder for det område og den natur, han er født i. På forældrenes gård var der allerede et hjortehegn, og Erik tog udgangspunkt i det, da han byggede Skullaryds Älgpark, som åbnede for offentligheden i 2014.

Besøgende har mulighed for at komme ud i naturen og se de vilde svenske dyr i deres naturlige omgivelser. Dyrene lever som i det fri, da indhegningerne er store, og besøgende kører gennem området i en stor vogn, der bliver trukket af en traktor. Dyrene, både elge og hjorte, er vant til vognen og er ikke bange for den. Undervejs fortæller guiden om dyrene. Det kan anbefales at tage en kikkert med.

Skullaryds Älgpark ligger på Skullaryd gård, hvis historie strækker sig helt tilbage til 1800-tallet. Gårdmiljøet er typisk for Småland med marker og sten- og trægærde i et bølgende landskab. På gården er der også en café, hvor man kan spise frokost eller drikke en kop kaffe. Og så er der selvfølgelig også en souvenirbutik, hvor man kan erhverve sig alt med elg!