Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Sofiero Slot i Skåne
Foto: Sydpol

Aktiviteter

Sofiero Slot

Få slotte ligger smukkere end Sofiero Slot ved Helsingborg i Sverige. Slottet ligger højt oppe over en fantastisk slugt fyldt med rododendron med udsigt over Øresund mod Danmark. Det er omgivet af fløjlsbløde græsplæner, frodige træer og smukke bede.


Slotsparken, som i 2010 blev kåret til Europas smukkeste park, rummer natur- og haveoplevelser ud over det sædvanlige. Alene udsigten over mod Sjælland er hele turen værd. Slotsparken rummer rosenhave, rododendronpark, en Dahlia-have, en smukt anlagt køkkenhave og flere forskellige have-afsnit, anlagt i forbindelse med særlige kongelige begivenheder. For haveinteresserede er Sofiero en ganske særlig attraktion, men for alle er et besøg i slotsparken en smuk og harmonisk oplevelse.

Slottets café og "Sofiero Slotsrestaurant" er i sig selv værd at besøge; Sofiero Glasveranda og caféen har lækre små retter, hjemmelavede kager og en fantastisk udsigt, mens frokoster og middage i restauranten tilberedes af nogle af Sveriges absolut bedste kokke. Sofiero har tillige sin egen planteskole, hvor der er muligt er købe planter og stiklinger, magen til rigdommene i parken.

Et kongeligt slot

Sofiero Slot blev bygget i hollandsk renæssancestil i 1864 af Oscar, som på det tidspunkt var kronprins. Slottet er tilegnet kronprinsens kone, Sofia. Men det var først, da Oscar og Sofia gav slottet i bryllupsgave til kronprins Gustaf Adolf og hans første kone, Margareta, at haveanlægget kom i centrum.

I mange år var det den danske dronning Ingrids andet hjem. Og hele sit liv kom hun sommer efter sommer tilbage til slottet med Kong Frederik og de tre smukke prinsesser.

Sæsonåbning

Sæson 2018 på Sofiero Slot byder på flere nye indslag og udstillinger begyndende den 13. april med udstillinger i både slottet og Orangeriet. I slottet udstiller kunstneren Nino Ramsby grafisk kunst stærkt inspireret af giclée-metoden. Nino Ramsby er også poet og musiker og har stor erfaring med fotografi og grafisk formgivning. 

Samme dag hilses foråret velkommen i Orangeriet med den farverige og duftende udstilling Citroner og kirsebærblomster skabt af Karl Fredrik Gustafsson. En udstilling om drømme af glas, Orangeriets historie og et indblik i citrusplanternes fortryllende verden.


Den frodige sommerhave - med bro over blomsterkløften

Fra midt i maj til midt i juni står Sofieros 10.000 rododendroner og azaleaer i fuldt blomsterflor. Det er nu over 110 år siden, den første rododendronbusk blev plantet i parken, og i åbningsweekenden indvies den nye bro, Sofias bro, så alle fremover kan nyde blomsterhavet fra et nyt perspektiv. Broen går over kløften på den nordlige side og opfylder den drøm, dronning Sofia havde om at binde slottet sammen med Orangeriet.

Historisk set er vi altid blevet præsenteret for naturen på forskellige måder: i varierende kunstretninger, formgivning og design. Sommerens udstillinger i slottet viser netop, hvordan naturens vækster altid har inspireret os mennesker i de billeder, vi skaber. Her kan du møde forskellige stemninger, fortolkninger og historier formidlet gennem billeder med inspiration fra planterigets formsprog og temaer. Deltagende kunstnere og illustratorer er Jennie Ekström, Beata Boucht og Morten Schelde foruden tegninger fra Tegningsmuseets samlinger.

Til sommer får Orangeriet besøg af en international street art-kunstner, Millo fra Italien, der sammen med Sofieros havearkitekt vil skabe en installation i mødet mellem urban kunst og Sofieros blomstrende verden. To kunstformer smelter sammen i en farverig og anderledes konstellation. 

Den sidste weekend i august løber Den store havefest af stablen. Et arrangement, der i over 20 år har trukket gæster til fra hele regionen. Her finder du masser af inspiration, mulighed for at møde eksperter og få gode idéer med hjem til din egen have.

Besøg Sofiero Slot

Sofiero Slot og Slotshave er anderkendt som en af Europas smukkeste slotshaver. Og ifølge TripAdvisor er slottet Sveriges fjerde mest populære seværdighed. Du er bare et smut over sundet fra at opleve hvorfor.

Vil du giftes på et næsten magisk sted, så har slottet fine faciliteter. Sofieros prisbelønnede restaurant står for fin service og en udsøgt menu i eventyrlige omgivelser. Kontakt Sofieros bookingafdeling for at høre mere.


Dejlig om sommeren - smuk om vinteren

Sofiero er åbent for alle, og det er muligt at besøge den eventyrlige park på alle årstider. I vintersæsonen er slottet dog lukket for besøgende. Om sommeren er der masser af aktiviteter, mens vintertiden forvandler Sofiero til en fredelig oase, der indbyder til refleksion og gåture.

Sådan gør du:

Du kan opleve Sofiero på egen hånd, i grupper med guide eller sammen med en audioguide. Der er masser at se på i området. Og det meste er koblet til kongefamiliens tid på slottet. Rododendroner, georginer, udstillinger, skulpturer og meget mere venter kun på, at du skal opdage dem. Læs mere om guidede ture her. Vil du giftes i magiske omgivelser, så tilbyder slottet og parken flere eventyrlige steder, hvor du kan blive gift. Se mere her.


Åbningstider i sommerhalvåret: 13. april – 16. september 2018

Alle dage 10.00–18.00 (undtagen 23. august hvor parken lukker)

Entré voksen i forsæsonen (13. april til 6. maj): 100 SEK

Entré voksen i højsæsonen (7. maj til 22. august): 120 SEK

Entré til "Den store havefest" (24. til 26. august): 140 SEK


Entré voksen i lavsæsonen (27. august til 16. september): 100 SEK

Fri entré for børn og unge op til og med 18 år.


Åbningstider i vinterhalvåret: Frem til 13. april og fra 17. september

Alle dage 10.00–16.00

Der er fri entré for alle i vinterhalvåret, hvor slottet og udstillingerne er lukket.