Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

I samarbejde med
Par på vej til koldbadehuset på Hotel Skansen i Skåne
Foto: Joakim Karlsson

Aktiviteter

Spa og wellness i Båstad

Selv om havet altid er lige i nærheden på Bjærehalvøen, finder du intet mindre end tre luksuriøse kurbade og flere mindre spa- og wellness-oaser. I Torekov finder du såvel Sveriges ældste badeanstalt som et moderne spa bygget i glas, keramik og beton. Båstad har fundet tilbage til tidligere tiders badekultur, hvor folk valfartede til for at tage varme og kolde bade. I dag er udbuddet af velgørende kure imidlertid meget større.


Spa og velvære på Bjærehalvøen

På Bjærehalvøen er der to store hoteller med spa: Hotel Skansen i Båstad og Torekov Hotell. Begge steder tilbyder et væld af wellnesspakker kombineret med forskellige muligheder for at spise og overnatte. 

Hotel Skansens moderne spaafdeling er en oase af beroligende lys, farver, varme og kulde. Centralt placeret finder du den firkløverformede saltvandspool, der indbyder til en svømmetur, mens du nyder synet af det bølgende hav lige uden for de store panoramavinduer. Spafaciliteterne består af både dampbad, finsk sauna og skønne sansebade som fx herlige regndråber eller det iskolde gys, når du trækker i snoren til vandtønden over dig. Herefter er det bare om at komme hurtigst muligt over i det varme japanske bad. Foruden det store udbud af afslappende massager og velgørende ansigts- og kropsbehandlinger kan du selv sammensætte din egen spamenu ved at vælge forskellige korte behandlinger. Vil du kaste dig ud i bølgerne, går du ganske enkelt ned til stranden og følger den 60 meter lange badebro ud til saunahuset, hvorfra du kan gå i vandet og efterfølgende nyde udsigten over Laholmsbugten fra det japanske udendørsbad.


På Torekov Hotell er spaafdelingen bygget op om kontraster: blødt – hårdt, sten – træ, varmt – koldt. Badeafsnittet består af en varm japansk afslapningspool i grønlig mosaik og en lille pool med iskoldt vand.  Efter en tur i dampbadet kan du altså hurtigt hoppe i det kolde gys, inden du lader kroppen sænke sig i det 38 grader varme vand. Herefter kan du gå ovenpå til saunaen med en fabelagtig udsigt, der rækker ud til øen Hallands Väderö mod vest, og mod syd kan du ane de mægtige konturer af Kullen på den anden side af Skälderviken. Udenfor er der yderligere varme bade og en stor pool, som er opvarmet om sommeren. På spamenuen finder du alt fra afstressende ’Regndroppsbehandling’ til Torekov ’Hamamstyle’, der består af skummende bodyscrub med olivensæbe.


Som en modsætning til de moderne spahoteller ligger det traditionelle ’Warmbadhuset’ ved havnen i Torekov. Badeanstalten blev bygget i 1876 af tømmer fra forliste skibe for at give skibskaptajnerne og deres familier et sted at vaske sig. I stedet for sæbe anvendtes der tang, og ikke meget har forandret sig siden. Det oprindelige miljø og den enkle indretning er bevaret, selvom huset er blevet renoveret til en moderne standard for bekvemmelighed. Der er dog kommet flere behandlinger til som urtebade og saltkure – foruden de mere eksotiske som ’Avokadodrøm’ og ’Kokosdrøm’. Her i Torekovs Warmbadhus er det badet og behandlingerne, der er i fokus, hvor stemningen i de grønmalede behandlingsrum understreges af levende lys og duften af aromatiske olier. Der er ingen fælles pool – du ligger i dit eget badekar med løvefødder og drømmer dig væk, indtil en behandler kommer og skrubber din ryg med frisk tang. Nyd badet, lad huden optage de velgørende mineraler fra tangen og afslut med massage. Bagefter vil en kop te på trappen med havet lige for næsen af dig føles som det mest naturlige sted at vågne på ny.


Bjærehalvøen tiltrækker i stor stil livsnydere, og blandt andet derfor finder du et stort udbud af massage- og kropsterapeuter, yogainstruktører og andre, der arbejder med krop, motion og velvære. I Båstad kan du dyrke yoga i fx Yogalito, Häslotrim og Hälsostudion. Fortsætter du ad Italienska vägen mod Boarp kommer du til Shala Hala, og også på Torekov Hotell kan du deltage i forskellige træningspas med blandt andet yoga.

For de fleste er motion sammen med wellness og lækker mad grundlæggende for velvære for krop og sjæl. Og på Bjærehalvøen ligger mulighederne for fødderne af dig. Vandreruten ’Skåneleden’ går på kryds og tværs af Skåne: Du skal blot anskaffe dig et kort og beslutte, hvor langt du vil gå. Vil du gå langs kysten, er der rig mulighed for det på ruten fra Vejbystrand i syd til Kattvik i nord. Ønsker du lidt mere eventyr på turen, kan du følge nogle af de små stier, der leder dig dybt ind i de sagnomspundne snapphaneskove, gennem dybe kløfter og over Hallandsåsens bakkekam.

På Bjærehalvøen finder både krop og sjæl nydelse. God mad, kultur, skøn natur og rig mulighed for fysisk udfoldelse – eller ro. Hvad angår de kulturelle vitaminer, findes de i rigt mål i Bjäre Bokhandel. Her kan du finde bøger til hyggestunder og få en lækker bid mad, møde forfattere og få gode tips fra personalet til spændende oplevelser på kulturfronten, hvis du hører til dem, der opfatter musik, film og kunst som væsentlige elementer i personlig velvære.