Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Stora Skedvi, Dalarna
Foto: Visit Dalarna

Rejsetips

Spisesteder og gårdbutikker i Dalarna

Smag på Dalarna og få smag for meget mere. Det frodige landskab på denne egn giver grobund for et mylder af lokale producenter af råvarer og delikatesser, som du nemt finder vej til gennem Taste of Dalarna. Her præsenteres en stor del af de kvalitetsvarer inden for mad og drikke, som er fremstillet ud fra en bæredygtig filosofi om at anvende de nære ressourcer – og på en skånsom måde for naturen.

Kulinariet – en total madoplevelse

I den smukke, lille by Stora Skedvi er maden i centrum, bogstaveligt talt. Kulinariet er et samlingssted for mindre producenter af mad. Her kan du se med, når bagere i Skedvi Bröd laver håndlavet knækbrød og bager det i brændeopvarmede ovne. Eller du kan nyde en lækker is fra Stora Skedvi Mejeri og fylde din flaske med frisk mælk. På madmarkedet Vithusboden lokker den ene delikatesse efter den anden, og på restaurant Mat på Riktig kan du glæde dig til en frokost fra en af de øverste kulinariske hylder. Kulinariet er en del af Taste of Dalarna.

i
Foto: Christopher Hunt
Oven fresh crisp bread. Watch your teeth, soft bread eaters of the world!
Foto: Christopher Hunt

Strudsegård med butik og café

Sahlins Struts i Borlänge må være det, man kalder en ægte nicheforretning. Familien Sahlin omlagde i 1994 deres traditionelle landbrug til strudseopdræt, og i dag går hundreder af disse mægtige fugle rundt på gården. De har det tilsyneladende godt, for Sahlins strudse har flere år i træk lagt verdens største æg. I den tilhørende gårdbutik kan du købe det fine strudsekød med hjem som bøf eller delikatesse i form af pølse og postej. Det ferske kød minder mere om oksefilet end fjerkræ. I caféen kan du nyde en årstidsbestemt menu eller fika - hjemmelavet af årstidens lokale råvarer. Sahlins Struts er også en del af Taste of Dalarna.

i
Foto: Visit Dalarna
Local food at Sahlin Struts, which is a ostrich farm in Dalarna.
Foto: Visit Dalarna

Rensdyrkød i Renbiten

Samernes kultur findes endnu i Dalarna, hvor blandt andet Renbiten holder fast i traditionerne. Det gælder også den traditionelle mad, som altid har været baseret på, hvad naturen giver og består således af en stor del af rensdyrkød. Renbiten har to butikker, hvor den ene i Storsätern, Grövelsjön først og fremmest sælger kød fra rensdyr i alle udskæringer, fersk, røget eller tørret, men også samisk kunst og rensdyrskind. Renbiten Deli i Falun er spækket med lækkerier fra egen produktion af kød og et stort udvalg af andre delikatesser som ost og syltevarer. Renbiten er en del af Taste of Dalarna. 

i
Foto: Visit Dalarna
Reindeer charcuteries from Renbiten in Dalarna.
Foto: Visit Dalarna

Café Zorn i kunstneriske omgivelser

I en hyggeligt indrettet længe af Zorngården, der er Anders og Emma Zorns bevarede kunstnerhjem i Mora, ligger den hyggelige Café Zorn. Her er alt mad og bagværk lavet fra bunden, helst af økologiske og lokalt producerede råvarer. Nyd en herlig frokost eller fika af høj kvalitet i historiske og smukke omgivelser med stærkt kunstnerisk præg. Caféen gør sig hver dag umage for at lave lækker mad for alle, hvilket også indebærer allergivenlige retter og veganske alternativer.

i
Foto: Visit Dalarna
Blueberry cake at Café Zorn in Dalarna.
Foto: Visit Dalarna

Middag med udsigt på Bruntegården

Ved Siljan kan du lade blikket vandre henover den smukke sø og samtidig nyde en skøn, skøn middag på Bruntegården restaurant og pensionat i Rättvik. Råvarerne, som Linn og Magnus Ollas anvender i køkkenet, er så vidt muligt hentet lige uden for døren – eller i hvert fald i nærheden. Lokale råvareproducenter kommer direkte til Bruntegården med deres høst, øl og most, og menuen tilberedes efter, hvad der er til rådighed i naturen på et givent tidspunkt af året. 

Klassisk konditori i Vansbro

Vansbro konditori & bageri er et familieforetagende gennem tre og snart fire generationer. Her træder du ind i et konditori med en klassisk atmosfære, hvor du kan sidde i nydelige omgivelser og lade dig friste af liiige en kage mere. Konditoriet er kendt og værdsat for traditionelt brød og virkelig flotte kager, men gør også en dyd ud af at følge med tiden med mere moderne bagværk. Sæt dig ned og lad den hyggelige stemning overmande dig for en stund enten inden for eller ude på den store veranda.