Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Nordiska Kompaniet i Stockholm
Foto: Agence les Conteurs

Aktiviteter

Stormagasinerne i Stockholm

Stockholm er hot, hip, smuk og et mekka for shopaholics. Her ligger flere af stormagasinerne i centrum side om side med små designbutikker og de internationale mærkers flagship stores. Hank op i din shopping bag og find dine drømmesko, kosmetik, interiør, smykker, gadgets og sæsonens fashion styles.


Stilfuld svensk og international design

Svenske modedesignere og kunsthåndværkere myldrer frem i disse år, og det store fokus på skandinavisk design smitter i høj grad af på udvalget i butikkerne ikke mindst i Stockholm. Og du behøver ikke finde en snæver sidegade for at opdage noget af det nye og eksklusive, for det finder også vej til stormagasinerne i den svenske hovedstad. I en af Stockholms mest imposante bygninger byder NK, Nordiska Kompaniet, dig ind til hele fire etager fyldt med svensk og international mode, design, interiør og sko – blandt meget andet og altid med stil. Nogle af de velkendte svenske designklassikere som Gant, J. Lindeberg og skandinaviske favoritter som Fillip K. og Acne har særskilte shop in shops i NK, og i kælderen er der fokuseret på unikt nordisk glaskunst og lækkert køkkengrej. Mens du her, behøver du dog ikke tænke på madlavning, for NK har forskellige spisesteder af høj standard.

Nyt citykvarter med klassiske stormagasiner

Ikke langt fra NK ligger Gallerian med klassiske strøgbutikskoncepter inden for mode, tilbehør og elektronik foruden et spændende udvalg af restauranter og caféer. Gallerian åbnede i 1976 som det første indkøbscenter i centrum af Stockholm, og undergår i 2018 en ombygning, så stedet i højere grad bliver en integreret del af et nyt citykvarter, der lige nu vokser frem mellem Hamngatan, Regeringsgatan, Jakobsgatan og Brunkebergstorg. Inden for samme gåafstand finder du Åhléns stormagasin på hjørnet af Drottninggatan og Hamngatan. Åhléns er nærmest en institution i Sverige med 63 varehuse fordelt over hele landet - af den slags, der sælger absolut alting: Fra et stykke håndsæbe til designerglas, mode og elektronik.  Åhléns er stor på både international og svenske mode såvel som skønhedsprodukter. Hold godt øje med forretningens egne mærkevarer inden for husholdning og køkkengrej, for her er Åhléns kendt for god kvalitet og fine priser. 


Eksklusive nichekoncepter

Går du fokuseret efter mode og livsstil, kan du planlægge et besøg i Sturegallerian, der er et eksklusivt indkøbscenter, hvor du foruden stilsikre brands og skønne luksusprodukter også finder det historiske og meget smukke Sturebad Spa, der åbnede i 1885. I samme nabolag ligger Mood, et nyt og stilfuldt stormagasin, hvor mode og design prioriteres. Mood tilbyder forskellige nichebutikker som Rodebjer, Suitsupply og Posh Living i et fint mix med internationale brands som Ralph Lauren og Club Monaco. Siden åbningen i 2012 har Mood hurtigt etableret sig som et stemningsfuldt mødested for både stockholmere og byens gæster, ikke mindst takket være de populære spisesteder i centret.

Inden du forlader city, vil du måske lige nærme dig paradis, hvis du er tilhænger af en økologisk livsstil. Paradiset er det største økologiske supermarked i Sverige og har tre butikker omkring centrum af Stockholm. Her finder du alt fra grøntsager og frugt til kød, brød og hudplejeprodukter. 

Størst: Mall of Scandinavia

Lidt uden for centrum er der plads til rigtig store armbevægelser, så hvis du vil bruge en hel dag med alt under same tag, så er Mall of Scandinavia et godt mål for din næste shoppingtur. Centret er Skandinaviens nyeste og største med 224 butikker og restauranter. Midt i Mall of Scandinavia er der indrettet et særligt område, The Designer Gallery, med mode og kreativ inspiration i mange former. I loungen kan du slappe af mellem dine indkøb i stemningsfulde omgivelser. The Designer Gallery arrangerer desuden jævnligt udstillinger og aktiviteter under temaer som foto, kunst, mode og teknologi. Lad dig overraske og måske blive fristet til at komme igen dagen efter.