Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Maskotten Vargy med små skiløbere i Stöten
Foto: Magnus Dovallius

Destination

Stöten i Sälen

Stöten er en del af området Sälen og har Sälens største faldhøjde på hele 370 meter. Du finder både stejle og lange pister i Stöten. Der er skiløb i alle sværhedsgrader og masser af udfordringer til alle vovehalse på ski.


På alpin ski i Stöten

Drømmer du om en skiferie på alpin ski? Med sine 48 pister har Stöten et virkeligt stærkt alpin-område. Er du en vovehals så kast dig over udfordringerne på Älvan, der med sin hældning på 47 grader er Sälens stejleste. Er du mere til store, bløde carvingsving, hvor skiene skærer gennem den velpræparerede sne, som en varm kniv gennem blødt smør, så prøv Mormors Störtlopp, som fra og med i år indgår som led i Sälens længste nedfart. Desuden har Stöten deres helt egne adventure-baner, hvor man kan prøve kræfter med fart, hop, skicross og funparks.


På langrend i Stöten

Der findes flere typer af spor, hvor du kan stå på ski i Stöten. I alt findes der ca 45 km langrendsspor og man finder distancer på bland andet 3,5 og 7 km på de almindelige spor. Vil man have større udfordringer og chancen for at se kongeørn, fjeldræv, bjørne og jærver, kan man tage liften helt op til toppen af bjerget. Der er to spor, Toppsporet på 3 km og det mere udfordrende spor, Östra Granfjället på 15 km. Toppsporet ligger allerøverst på bjerget og hvis du tager stoleliften, Vargy Express, derop, får du en enestående 360 graders udsigt over hele fjeldet.


Junior Weeks – gratis skiuger for børn

Under ”Junior Weeks” er der penge at spare for alle børnefamilier. Her er det nemlig gratis for børn til og med 6 år at leje skiudstyr, spise mad, gå i skiskole og meget mere – dog skal det være i følgeskab med en betalende voksen. Herudover arrangerer klubbens maskot, Vargy, en masse sjove events og aktiviteter i løbet af ugerne.

Junior Weeks finder sted i ugerne 51 (17.-21. dec.), 2-6 og 10-15. 


Aktiviteter i Stöten

Stöten i Sälen byder på masser af leg, sjov og oplevelser, når du trænger til at stille dine ski for et øjeblik. Meld børnene ind i Vargklubben, hvor man kan komme på skattejagt, se film og tage til børneafterski. Kunne I tænke jer lidt anderledes oplevelser ude i naturen, så prøv f.eks. hundeslædekørsel eller snescooter. Skiferie i Stöten er et sikkert hit hos hele familien.

Nyheder for sæsonen 2018/19

Der sker en hel masse i Stöten! Frem mod sæsonen 2018/19 er området blevet udvidet med hele fire nye nedfarter, hvoraf en af dem er 3060 meter lang og Dalarnas længste. Nedfarten slingrer sig igennem både skov og varieret terræn og munder ud i Mormors Störtlopp.

Herudover kan både store og små boltre sig i familieområdet Soltorget, hvor der er kommet et helt nyt nybegynderområde, ny løjpe, rullebånd m.m. Også faciliteterne har fået et løft. Flere restauranter er blevet renoveret, områderne Pistbyn, Nordklint og Soltorgsbyarna er blevet udvidet og tilbyder nu plads til ekstra 800 gæster, og så er det helt nye Mountain Lodge Stöten åbnet med 26 dobbeltværelser, konferencelokaler, pianobar samt restaurant. Læs mere om årets nyheder her.

Læs mere om Stöten

Læs mere om at stå på ski i Stöten og book din skiferie på stoten.se