Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Topliste

10 tips til spahoteller i Sverige

I Sverige finder du et stort udvalg af fantastiske spa-perler, der hver især kan noget helt specielt. Du kan for eksempel få tempoet helt ned med en spa-oplevelse i det smukke Skåne, eller prøve et wellness-ophold i det naturrige Halland med den flotte kyst og de frodige skove. Eller hvad med en kombination af spa og byliv i en af Sveriges store byer? Kan du ikke helt beslutte dig, så tjek vores top 10 over de bedste spa-hoteller i Sverige her.


01. Ystad Saltsjöbad
Foto: Ystad Saltsjöbad

Holder du af spa, må du ikke snyde dig selv for et ophold på Ystad Saltsjöbad i Skåne. Her får du spa-oplevelser af en anden verden med noget til alle dine sanser, eksempelvis den prisbelønnede helkropsoplevelse "The Greek Experience". Nyd den flotte natur ved den smukke kyst samt lækker mad fra de to restauranter. Spa-hotellet har en mere end 100-årig tradition for det gode liv. Du mærker det i den måde, du bliver mødt på, i faciliteterne og i omgivelserne. Her bliver du godt gammeldags forkælet.

02. Torekov Hotell
Foto: Torekov hotell

Torekov Hotell ligger oppe på Bjärehalvøens vestlige side omgivet af smukke bøgeskove og frodige strandenge. Forkæl dine sanser i stedets fine spaafdeling med bl.a. dampsauna og varme japanske udendørspools. Hotellet tilbyder også fitnessrum samt boule- og tennisbaner. Nyd et godt glas eller en god bog foran pejsen i hotellets lounge eller på terassen med middelhavsstemnig - og gå ikke glip af restaurantens velsmagende menuer med spændende kontraster lavet af kokke, der brænder for kvalitet.

03. Tylösand
Foto: Hotell Tylösand

Hotel Tylösand i Halland er en af vestkystens mest unikke hotelanlæg med moderne overnatning, innovative restauranter, kunstgalleri og ikke mindst et fantastisk spa-område. Her kan du forvente en spa-oplevelse ud over det sædvanlige med indendør og udendørs pools, økologiske wellness-behandlinger, saunaanlæg, fodbade, fitnessområde og meget mere - alt sammen med et glas champagne lige ved hånden. 

04. Falkenberg Strandbad
Foto: Falkenberg Strandbad

Spa-oplevelsen på Falkenberg Strandbad i Halland er for livsnyderen – her er fokus på at skabe den komplette oplevelse gennem et bredt udvalg af luksuriøse bade. Prøv et besøg på The Retreat Club, som emmer af Miami beach stemning med den perfekte kombination af mojitos, musik og spa. Du kan også nyde et glas champagne i champagne-pool’en omgivet af små bobler. Eller slap af i pool-loungens bar eller restaurant. Prøv også en af stedets afslappende spa-behandlinger med blandt andet kaffe- eller sandscrub. 

05. VANN Spa & Hotel
Foto: Åsa Dahlgren/Vastsverige.com

Lokale råvarer og skønne wellness-behandlinger står på menuen hos resortet VANN. Hotellet har en smuk beliggenhed i Bohuslän ved Gullmarsfjorden i nærheden af Lysekil og med flere af Bohusläns attraktive golfbaner i nærheden. Med arkitektonisk inspiration fra den glitrende granit i skærgården, er dette hotel et af kystens flotteste. Her kan du nyde godt af næsten ubegrænsede muligheder for badning og afslapning i hotellets udendørs pool med udsigt over havet eller i et af hotellets seks bassiner med forskellige temaer indenfor. 

06. Varberg Stadshotell & Asia Spa
Foto: Carolina Ehn

I Varberg Stadshotell & Asia Spa i Halland er fokus på at skabe en så afslappet atmosfære som mulig ved at inddrage de asiatiske traditioner såsom feng shui. Herudover er spa-afdelingen placeret på toppen af hotellet, hvilket giver en helt fantastisk udsigt ud over havet. Noget helt unikt er deres Peacock House med forskellige rum, blandt andet både terapirum i lys eller mørke. Her har man mulighed for at koble af fra omverdenen og finde ro.

07. Varberg Kust hotel
Foto: Mikael Pilstrand

Varberg Kust Hotel i Halland tilbyder forskellige bade, der giver en komplet spa-oplevelse. Udover de traditionelle bade kan du også prøve et helt unikt bad med saltvand fra Kattegat og tang, der giver sunde mineraler til din krop og sind. Herudover er det muligt at booke forskellige wellness-behandlinger - vælg mellem alt fra alge-massage til et "horizontal shower", hvor du får stråler med varierende temperatur på dig, som får dig til at slappe af og dine muskler til at løsne op. 

08. Hooks Herrgård
Foto: Hooks Herrgård

Smålandske Hooks Herrgårds arkitekttegnede spa-anlæg falder smukt ind i omgivelserne med flotte materialer, store vinduespartier, naturkontakt og afslappet atmosfære. Der er saunaanlæg og forskellige bassiner, og du kan vælge mellem en række wellness-behandlinger og spa-ritualer. En af specialiteterne er horisontaldouche, som løfter spa-oplevelsen til et højere niveau, og i hele Norden findes det kun på Hooks spa. 

09. Kosta Boda Art Hotel
Foto: Kosta Boda Art Hotel

Kosta Boda Art Hotel er et utroligt univers af kunstglas beliggende midt i Smålands berømte glasrige. Hvorend du befinder dig på hotellet, møder du dekorationer, installationer og overraskelser i form af glas i fantastiske farver og former. Dette gør sig også gældende i hotellets prisbelønnet spa-anlæg med to indendørs og en udendørs pool. Prøv for eksempel spa-oplevelsen Art Glass Escape - en kropsbehandling med varme glasstykker. 

10. Hagabadet
Foto: Hagabadet

I Hagabadet i Gøteborg får du en skøn kombination af smukke og traditionelle bade opgraderet med de nyeste faciliteter. Udover wellness-behandlinger og fire afslappende badebassiner, som du kan give dig hen til, kan du også besøge meditationsrummet, træne med en personlig træner eller dyrke yoga for at komme helt ned i gear. Snyd ikke dig selv for en bid mad i Hagabadets egen restaurant, hvor der serveres sunde og velsmagende retter.