Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Topliste

Top 10 julemarkeder i Sverige

Når juletiden nærmer sig, forvandles Sveriges mange slotte, gårde og byer til stemningsfulde julemarkeder, hvor du kan shoppe alt godt til julebordet og under træet. Vi giver dig her et udpluk af de ti bedste julemarkeder i det sydlige Sverige og Stockholm.
01. Katrinetorp i Malmø
Foto: Helena-Bergqvist

Mange omtaler julemarkedet på Katrinetorp i Malmø som et af de smukkeste i Sydsverige. Her kan man opleve alt fra kunsthåndværk og lokale delikatesser til blomster, sang og musik. Mærk julestemningen i Katrinetorps havecafé, hvor der serveres kaffe, smørrebrød og julegodter, eller deltag i nogle af de sjove inden- og udendørsaktiviteter. I juleboderne kan du shoppe traditionelt håndværk såsom håndlavede stearinlys, karameller, pølsedelikatesser, fåreskindsprodukter, træværk og lækre strikvarer. Når mørket falder på, bringer tusindvis af havelys, fakler og luciaoptog lys og varme. 

Tid: 7.-9. december 2018

02. Wrams Gunnarstorp i Skåne
Foto: visitskane.com

Oplev Wrams Gunnarstorps Slot i Skåne oplyst af fakler og lys, når dette års julemarked indbyder til julehygge med alt, hvad dertil hører. Julemarkedet er Skånes største og fejrer i år 20-års jubilæum. De mange fakler oplyser vejen op mod slottet, og er det ikke nok til at bringe dig i julestemning, så kommer du det sikkert bag slottets døre. Her finder du 80 af landets bedste kunsthåndværkere, der står klar til at fortælle dig om deres fingernemme disclipin. I madboderne kan du smage på svenske juledelikatesser og købe lidt med hjem til at forsøde juletiden. 

Tid: 1.-4. november 2018

03. Wapnö i Halland
Foto: WapnöGård

Wapnö i Halland - blot få timer fra København - er en af Sveriges største gårde. I juletiden forvandles de traditionelle omgivelser til et gastronomisk vinterland. Her kan du smage dig igennem julens mange nuancer i de ca. 150 julebode og samtidig nyde julestemningen i form af tændte fakler og havelys, juletræer, oplyste vinduer, julesalmer og ikke mindst duften af jul. Gården er åben som normalt i løbet af julemånederne, så det er muligt at besøge gårdens bondedyr, køre traktor og meget andet.

Tid: 22.-25. november og 30. november-2. december 2018

04. Tjolöholm Slot i Halland
Foto: Thomas Carlén

Julemarkedet på Tjolöholm Slot i Halland er populært; i en sådan grad at slottet nu arrangerer julemarked hele tre weekender i træk. Med over 100 udstillere og mange programaktiviteter er markedet et af de største i Halland. Her kan børnene aflevere deres ønskeliste til julemanden, lægge puslespil med nisserne, synge med på finurlige julesange og spise masser af slik. Har du brug for at komme lidt væk fra julemagien, kan du med fordel tage en slentretur på det historiske slot.

Tid: 16.-18. november, 23.-25. november og 29. november-2. december 2018

05. Haga i Gøteborg
Foto: Frida Winter

Haga i Gøteborg er et af byens ældste kvarterer. Til juletid skaber de brostensbelagte gader og de traditionelle træhuse den perfekte kulisse for et stemningsfuldt julemarked. Oplev hvordan hele kvarteret forvandles til et stort marked med alt fra hjemmelavede og lokalproducerede varer til nye, trendy julesager. Salget foregår i både butikker og små markedsboder, der er sat op langs hyggelige Haga Nygata. Har du brug for en pause, kan du besøge en af områdets caféer, hvor der serveres gløgg og nybagte julegodter. 

Tid: 24.-25. november, 1.-2, 8.-9. og 15.-16. december 2018

06. Liseberg i Gøteborg
Foto: Frida Winter

I juletiden forvandles forlystelsesparken Liseberg i Gøteborg til et glitrende vinterlandskab. Her kan du kombinere de traditionelle juleaktiviteter med actionprægede oplevelser. Prøv f.eks. vinterkarrusellerne, løb på skøjter eller tag på skattejagt i middelalderbyen. Udover det traditionelle julemarked finder du også et designmarked i Lisebergstornet med designartikler og kunsthåndværksting. Her kan du shoppe forskelligt godt til under træet fra både kendte mærker og lokale producenter. 

Tid: 16.-18., 23.-25. og 29.-30. november, 1.-2., 5.-9., 11.-23. og 26.-30. december 2018

07. Huseby i Småland
Foto: Huseby Julmarknad

I Huseby i Småland er juletiden som taget ud af tv-serien Downtown Abbey. Oplev det gamle 1800-tals slot indrettet i traditionel gammel stil og mød herskabet, familien Stephens, der forbereder sig til en smålandsk jul. Alle guider vil være iført gammeldags tøj og samtidig agere tjenere, der pynter op på slottet. Julemarkedet er et af Nordens største med 170 udstillere, 200 juletræer og 500 tændte fakler og havelys, og især markedets 70 forskellige madbutikker gør besøget til et kulinarisk højdepunkt. 

Tid: 10.-18. november 2018

08. Eksjö i Småland
Foto: Eksjö julmarknad

Hop tilbage i tiden på Eksjö julemarked i Småland og oplev julen i Astrid Lindgrens ånd. Den unikke træby udgør rammen for Smålands største udendørs julemarked, hvor hundredvis af lokale kunsthåndværkere viser og sælger deres varer på Eksjö Museum, Museigården, Fornminnesgården, Lilla Torget og Stora Torget. Her kan du smage dig igennem et bredt udvalg af julens delikatesser eller se, hvordan de gamle kunsthåndværksdiscipliner udføres, såsom enebærkranse, stråhåndværk, keramik, gamle sølvting, hånddyppede stearinlys, strikvarer, filt og meget mere. 

Tid: 8.-9. december 2018

09. Skansen i Stockholm
Foto: Tuukka Ervasti/imagebank.sweden.se

Oplev julen i et historisk perspektiv på friluftsmuseet Skansen i Stockholm. Museet har arrangeret julemarked siden 1903, og mange svenske anser det traditionsrige marked for at være startskuddet på julesæsonen. Her er du selv en aktiv del af markedet; prøv lykken som lysestøber, bag gammeldags brød og se, hvordan de gamle håndværksdiscipliner udføres. Der dækkes op til julbord i museets bygninger med live musik, mens boderne udenfor lokker med lækre delikatesser og kunsthåndværk. Børnene kan lave deres eget julepynt i juleværkstederne eller tage hinanden i hænderne og danse rundt om juletræet. 

Tid: 24.-25. november, 1.-2., 8.-9. og 15.-16. december 2018

Crowds of people are visiting the stalls of the old-fashioned Christmas market in Old Town Stockholm, next to a lit Christmas tree.
10. Gamla Stan i Stockholm
Foto: Ulf Lundin/imagebank.sweden.se

Julemarkedet på Stortorget i Gamla Stan i Stockholm er et af landets ældste. Den historiske bydel med de smalle, brostensbelagte gader og Stortorget som centrum udgør den perfekte ramme for et idyllisk og stemningsfuldt julemarked med 41 klassiske, rødmalede juleboder. Boderne holder åbent hver dag fra kl. 11-18, og byder på alt fra gløgg, peberkager, oste og svenske julegodter til hjemmelavet julepynt og unikt kunsthåndværk. 

Tid: 24. november - 23. december 2018