Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Norrqvarn Hotel i Vestsverige
Foto: www.norrqvarn.se

Overnatning

Unik overnatning i Vestsverige

Der er ikke mangel på oplevelser langs Sveriges vestkyst. Men hvorfor ikke lade overnatningen være en oplevelse i sig selv? Vi præsenterer her otte unikke måder, du kan overnatte på i Vestsverige.


1. Bo i en træhytte

Træhushotellerne Sjunde Himlen og Andrum er akkurat, som de lyder. Her kan du bo og sove 6,5 meter oppe i et træ i en god gammeldags træhytte. Lad en gammel barnedrøm gå i opfyldelse, når du tilbringer natten blandt trætoppene ved Hornborgasøen. Morgenmadskurven hejses op til balkonen, og prisen inkluderer desuden frugt og bobler på træhusverandaen. Sjunde Himlen betyder den syvende himmel, og det lyder jo aldeles himmelsk.


2. Sveriges første flydende hotel

Vestsverige er kendt for sin kystlinje, og på Sveriges første flydende hotel Salt & Sill kan du nyde den fuldt ud. De moderne lejligheder er indrettet i skandinavisk minimalisme, og flere af dem har egen badestige.  Lad dagen begynde med en frisk dukkert i havet, og afslut den med svensk skaldyrsmiddag i restauranten.

3. Moderne lejligheder i kornsilo

Upperud 9:9 var kornsiloer i over hundrede år, men er for nyligt blevet forvandlet til et luksuriøst og moderne hotel. Set udefra har hotellet beholdt sin landlige charme, og indenfor finder du rummelige lejligheder med franske balkoner. 


4. Et badehus i vandkanten

Lykken er et badehus — specielt når det har egen sauna og brygge. På bryggen er der også et boblebad, du får helt for dig selv. Hos Strandflickorna i Lysekil kan du overnatte i de charmerende små hytter i vandkanten hele året. Brug dagen på at padle i kajak i skærgården, tage på hvalsafari eller nyd de lokale retter med friske skaldyr.

5. Svampe og stubbe

Rejser du med børn, kan I bo hos Norrqvarn Hotell og Konferens som ægte trolde. De små hytter er formet som svampe og stubbe, til stor glæde for de små. Om dagen kan I bade, padle eller gå tur langs Göta Kanal eller nyde lækker mad lavet af lokale råvarer i hotellets restaurant. 

6. Bo i et glashus

Midt i den smukke natur på øen Henriksholm i Dalsland finder du en lille samling huse bygget i glas. De charmerende små huse er skabt med ro i tankerne: her skal man nyde naturen og finde ro fra en stressende hverdag. Om dagen kan du gå tur, fiske eller padle og tilbringe aftenen og natten under stjernerne. 


7. Bed and breakfast i design-hus

Lådfabriken er et farverigt bed and breakfast i den lille fiskerby Edshultshall. Huset, som engang var en fabrik, der lavede træbåde og fiskeudstyr, er omdannet til en farverig designbolig. Beliggenheden er svensk skærgård, når det er bedst. Her kan du nyde de lune aftener på verandaen med udsigt mod havet, leje kajak eller cykel og slappe af på klipperne. 

8. Bo blandt dyrene

Wrågården i Falköping byder på en helt unik overnatningsoplevelse for alle aldre, hvor I bor i et elgformet minihus midt i Wrågårdens elg- og dådyrpark. På verandaen findes egen grillplads med udsigt over dyreparken. Foruden muligheden for at opleve de store majestætiske dyr på nært hold byder gården på egen restaurant, paintball, whisky- og ølsmagning.