Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Alpin ski i Valfjället i Värmland
Foto: Valfjället

Destination

Valfjället

Valfjället vækker skiglæde hos hele familien. Med en af Värmlands højeste faldhøjder byder Valfjället Skicenter jer nemlig ud til varieret skiløb: 12 nedfarter, funpark, skicross og langrend.


Alpinski, action og langrend

De gode, brede pister til dig, der gerne vil have plads til at få helt styr på dine sving, ligger side om side med de smallere og mere krævende for den habile skiløber. Valfjället har 5 lifte og 12 nedfarter, der alle leder ned til skishoppen som et naturligt samlingssted, der gør det overskueligt at lade børnene løbe på egen hånd, når de er klar. Nybegyndere kan øve sig på de to børnebakker helt gratis, og som en ekstra bonus kan du glæde dig over, at der kun sjældent er kø ved skilifterne på Valfjället. Det betyder maksimal tid på pisterne. Vil du nyde naturen i roligere tempo, er der desuden fine langrendsspor i smukke omgivelser.

Funpark og skicross

Skal der luft under skiene, er Valfjällets funpark en aktivitet, der med sikkerhed giver blussende røde kinder og bemærkninger som: liige en tur mere. Funparken er anlagt med rails og hop i forskellige sværhedsgrader samt en airbag, så du kan lande blødt, selvom du hopper højt. På skicross-banen kan I udfordre hinanden på hastighed – hvem kommer først i mål?


Skiskole

Valfjällets Skiskole lærer dig den grundlæggende teknik, så du allerede efter et par lektioner kan stå på ski på egen hånd. Der er også mulighed for at booke eneundervisning hos ski-instruktøren, hvor du kan få fuldt fokus på udvikling af dit skiløb.

Restaurant

Valfjällskrogen er det naturlige samlingssted, når sulten melder sig. Restauranten serverer blandt andet hjemmelavet svensk husmandskost, sandwich og bagværk fra det lokale bageri – perfekt til en klassisk fika. Flere gange i løbet af sæsonen er der livemusik til afterski, hvor der må danses og synges med.

I løbet af dagen kan du parkere skiene ved nogle af de åbne grillpladser og grille den medbragte mad, inden skiløbet lokker dig tilbage på pisterne. Hvis du hellere vil sidde inde i varmen, kan du drysse ind og nyde madpakken i en hyggelig varmestue.

Indkvartering på Valfjället

En hyggelig hytte er tæt forbundet med en skøn skiferie. Efter en god, lang dag på ski er der vel ikke noget bedre end at trisse rundt i skiundertøj med et brætspil på bordet og lidt lækkert i slikskålen. På Valfjället kan I booke jer ind til 100 pct. familietid i en af de små hytter med tre soveværelser, bad, køkken og opholdsrum. Sengelinned og håndklæder indgår i lejen, og på store dele af skianlægget er der gratis wi-fi.

Shopping

Blot en kort køretur fra Valfjället Skicenter ligger Charlottenbergsshoppingcentrum, hvor I kan købe ind af stort og småt til ferien eller til at tage med hjem. Med over 60 butikker er der helt sikkert noget, der frister: Blandt andet tøjbutikker, sportoutlet og en stor dagligvarehandel. For slet ikke at glemme Nordens største ’godisbutik’ – slikbutikken er for mange familier et tilløbsstykke i sig selv, når rejsen går til Sverige.