Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Skåneleden i Skåne
Foto: Outsite.org

Rutevejledning

Vandretur på Skåneleden Nord til syd

Tag med de entusiastiske friluftsmennesker fra Outsite på en vandretur i Skåne. Her giver de deres beskrivelse af turen, der bød på overnatning i gratis hytte og shelter, store naturoplevelser i kuperet terræn og et anderledes landskab: En fantastisk tur på Skåneledens Nord til syd-rute fra Vittsjö til Vedema.


Vittsjö og den falske Skåneleden

Vittsjö er et praktisk startsted, da der både går tog og bus hertil, og det samtidig er let at finde et sted at parkere bilen. Olastorp Shelter ligger desuden blot cirka 10 km. væk og altså fint inden for rækkevidde, selvom man først kommer afsted fredag eftermiddag. Kommer man for sent hjemmefra, er det også muligt at køre direkte til shelteret.  

I Vittsjö rammer man den første skovsti, før man kommer ud af byen, og allerede her begynder ugens stress at forlade kroppen. Turen på små skovveje og grusstier giver sjælen musik af den rytmiske vandring og naturens lyde. Underlaget skifter konstant fra sti til skovvej og til sidst landevej, og så står vi her: Hårsjö. En lille bygd med et par huse og køer, der køler sig i skyggen af nogle træer. Et skilt, der peger i alle retninger, viser, at her krydser Skåneledens to store ruter hinanden.

Olastorp Shelter

Vi skal mod køerne, der sløvt registrerer vores tilstedeværelse, og vi fortsætter til en skovvej i et åbent område i skoven. Turen går blandt andet gennem en fold, hvor landskabet tydeligt bærer præg af det græssende kvæg.

Ude på vejen igen kan vi nu ane Olastorp shelterplads. Pladsen ligger nede i en gryde og er derfor i ly af vinden. Her er muldtoilet, brænde, skraldespand og infotavle. Shelteret er til 4 personer og har en fin bålplads. Vi pakker grejet ud, og aftenhyggen sænker sig over os.


Olastorp til Aggarp

Efter en stille nat pakker vi sammen og tager videre på Skåneleden. Det første stykke er enormt flot gennem skov på en lille sti. Der er åløb og flot lys i skovbunden – en god start på lørdagen.

Med på turen har vi forskellige vandrekort, der tilsammen giver et godt helhedsbillede. Vi har f.eks. Skåneledens egne kort med seværdigheder, og vi undersøger en af dem, der ligger tæt på ruten i Hågnarp. Det er en gammel tørrekælder til halm, hvor især loftkonstruktionen er et imponerende håndværk med sten, der støtter hinanden.

Ved Möllarp tager stien pusten fra dig. Og det er ikke, fordi den er kuperet, men fordi naturscenariet er som taget ud af en turistbrochure for vandring her, hvor stien krydser en bugtende å. Vi nyder det i fulde drag, for om lidt venter turens længste strækning på en skovvej omkring Aggarp. Men det, der på kortet ser lidt kedeligt ud, viser sig at være en ganske fin vej langs Hörlingaån gennem en gammel og flot skov. Cirka halvvejs bør man være opmærksom på en charmerende gammel stenbro, der kun er markeret på Skåneledens kort og ikke nogen af de andre, vi har med.

Ved Aggarps Skola drejer vi ind i terrænet igen på den sidste fjerdedel og klart hårdeste del af turen. Anstrengelserne er dog det hele værd. Først en brat opstigning, cirka 55 m.o.h. (meter over havets overflade) til 160 m.o.h., men lad endelig være med at ræse op for at få det overstået: Det er klart værd at se sig tilbage.   

Skovens stemning smitter af, og “vandretrancen” indfinder sig. Stien forsvinder her og der, hvilket giver et praj om, at her ikke går særligt mange mennesker. Man skal derfor også finde sit tekniske snilde frem og bruge rutens markeringer til at blive på sporet.

Stien fortsætter i en uendelighed, men igen: husk at nyde det, for pludselig står man ved hytterne, og dagens etape er forbi. Etapen passer med, at man er fremme tidsnok til både lejrslagning og madlavning, så ingen stress.

Der er to hytter, bålsteder, borde/bænkesæt og en sø blot 50 skridt sydpå. Vær opmærksom på, at du ikke må slå telt op i området, men de to hyggelige hytter er store, så her er masser af plads til både dig og andre vandrere. 


Vedema

Om søndagen kan man vandre videre ad Skåneleden til Hässleholm og afslutte der. Men Vedema lokker med masser af stier rundt i området, og her er meget kuperet. Vi har derfor lavet en 8-tals rute, der giver mange højdemeter og udsigtspunkter.

Fra nedstigningen ad Skåneleden kommer vi til en enormt flot sø, før vi drejer af mod næste udsigtspunkt. De 60-70 meter op til toppen bliver ikke lette. I starten er det intet problem, men ret hurtigt bliver bakken til naturlige trapper med høje trin, og så må man ty til det opsatte tovværk.

På toppen fristes man straks til at smide rygsækken, men går man lidt videre, bliver udsigten bare endnu bedre over en stejl bakkedal. Vi fortsætter, og Röke å, der har dannet ådalen, kommer lige så stille ind fra venstre. Der er rigtig meget liv omkring os. Specielt nogle blå sommerfugle giver en fantastisk oplevelse. De leger rundt i solens stråler og letter i massevis, når man kommer forbi.

Vi krydser en flot træbro for at komme over på den anden side af åens bred. Herefter er det igen opad for at nå frokosten på en bakketop. Skåneleden fortsætter herfra, men vi går mod mødepunktet i 8-talsruten.

En meget flot tur er forbi, og vi vender glade næsen hjemad. Det er ikke sidste gang, vi har været her, og du kan selv komme med på vores næste tur.