Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Hiking along lake Hornborga, West Sweden
Foto: Jonas Ingman/ Westsweden.com

Overblik

Vandring i Vestsverige

Når du gerne vil bruge dine fridage på vandreture og samtidig få så mange varierede naturoplevelser som muligt, er Vestsverige et ideelt sted at snøre vandrestøvlerne. Alt det, du elsker ved det svenske landskab, er samlet netop her. Fra den billedskønne skærgård og bjerge, der indbyder til klatring på din vandretur, til smukke kulturlandskaber og dybe skove.

Vestsverige er nærmest omringet af vand med Kattegat, Skagerrak og den charmerende skærgård på den ene side og landets to største søer, Vänern og Vättern, på den anden. Her finder du et koncentrat af natur, der bare venter på at blive opdaget - i langsomt tempo med proviant i rygsækken og mange gode kilometer i vandrestøvlerne.

Bjerget rundt

Billingeleden er en 65 km lang vandrerute rundt om bjerget Billingen, der tager dig med til flotte udsigter på toppen og gennem naturreservater til kløfter, grotter og vandfaldet Silverfallet. På og omkring bjerget er der masser af korte og lange vandreruter, der begynder og slutter samme sted. Lige uden for byen Skövde for foden af Billingen kan du fx vælge mellem tre forskellige længder på vandreruten Trollstigen. Ved den korteste rute på Trollstigen er der anlagt en aktivitetsbane, som især vil begejstre børn (fra september 2019). Uanset om du er frisk på 2,6 km, 8,1 km eller 12,4 km, får du store naturoplevelser serveret for fødderne af dig.

Hånd i hånd med natur, kunst og kultur

På den vestlige side af Billingen venter endnu flere eventyrlige oplevelser. Valle er et vidunderligt område at vandre i, ikke mindst i maj, hvor tusindvis af kirsebærtræer blomstrer i fuldt flor i et mageløst syn. Tag på tur gennem Valle ad Vallevägen over marker med græssende dyr og gennem gamle skove. Undervejs kan du tage en pause og kigge ind til nogle af de mange gårdbutikker og kunsthåndværkere. Valle er desuden kendetegnet ved en hel del små søer, hvor der er et rigt fugleliv og naturligvis plads til en dukkert.

Vandrerute med skift i terræn

Pilgrimsledeni det nordlige Dalsland strækker sig cirka 80 km fra Vänersborg i syd til Åmål i nord. Her kan man i den grad tale om varieret vandring. For mens den sydlige del er mest flad og let at vandre, ændrer ruten karakter og bliver noget sværere omkring Upperud og resten af vejen mod nord. Men belønningen er fornøjelsen ved at vandre i den smukke vildmark med betagende udsigter, når du kommer til tops på en af de stejle stigninger. Pilgrimsleden tager dig med til spændende, historiske bygninger og kirker fra 1200-tallet, og du vandrer gennem et meget varieret landskab med både sletter, skove og småsøer.

Sanselig vandring ved Falköping

Selvom man kommer til Vestsverige for at koble af og lade op med vandreture i umanerlig flot natur, så skulle man være et skarn, hvis man ikke også benyttede lejligheden til at nyde nogle af de unikke seværdigheder. Med mindre du vælger at vandre i ødemarken, kan du ikke undgå at komme forbi store og små perler, der egner sig fortrinligt til at give fødderne en lille pause.

Pilgrimsleden fra Falköping over Hornborgasøen til Varnhem er netop sådan et sted. En 44 km lang rute, der fører dig forbi to klosterruiner, gennem bølgende agerland og ikke mindst får du måske mulighed for at se tranedans på nært hold ved Hornborgasøen, der er en af Europas vigtigste fuglesøer. Der er størst chance for at opleve tranerne her ved søen i marts/april og august/september. En god begyndelse er at besøge søens naturum, der er elegant bygget og placeret på pæle ude i vandet. Pilgrimsleden er på alle måder en sanselig tur, hvor du absolut heller ikke behøver at gå langt for at få et lækkert lokalt produceret måltid eller en svensk fika i hyggelige omgivelser.

Flere overnatningssteder tilbyder vandrepakker, hvor du på forhånd booker dig ind og kan belønne dig selv for dagens strabadser. Som den luksuriøse prik over i’et kan du fx vælge en pakke på Kurorten Mösseberg, hvor du slutter dagen af med velgørende spa og lækker middag.

Idyllisk skærgårdsvandring

Vil du tæt på vandet, kan du tage på vandring ved Sveriges største sø Vänern. På Kållandsö vandrer du i søens skærgård på Tranebergsleden, der er 11 km lang og en stor natur- og kulturoplevelse med blandt andet historiske steder som fx Läckö Slot, der anses for at være Sveriges smukkeste slot.

Der er ingen grund til at spare på ø-vandringen i Vänern, der med 22.000 øer, holme og skær er Europas største indsø-skærgård. Torsö er den største ø i Vänern med broforbindelse til fastlandet. Foruden vandring er der mange hyggelige aktiviteter at tage sig til, og naturligvis kan du også nyde pauserne på en varm klippe ud mod vandet eller finde en fin sandstrand og tage en forfriskende dukkert i det klare vand. Vil du kombinere med et besøg i skærgårdens vildmarksmiljø, kan du tage et smut til den bilfri Brommö med en lille færge fra Torsö. Her er der også fænomenale bademuligheder, og du kan sagtens vandre øen rundt på én dag på den 8 km lange Brommöleden.

Langs den svenske vestkyst byder skærgården også velkommen med et mylder af øer og små skær, hvor du kan vandre langs kysten eller ude på øerne. Skærgården begynder ved Gøteborg og fortsætter op langs Bohuslän, og du kan vælge én eller flere delstrækninger på Bohusleden med hver sine fantastiske oplevelser, pittoreske fiskerlejer og afstikkere ind i landet.

Rundvandring om Åsunden

Planlægger du en rundvandring over flere dage, passer den 49 km lange vandrerute Åsundenleden omkring søen Åsunden perfekt til en forlænget weekend. Du kan proviantere i Ulricehamn, hvor ruten begynder ved  Lassalyckans friluftsområde, og herefter er det bare at følge søen rundt gennem flere naturreservater og nyde udsigterne med den smukke sø som kulisse.

Gotaleden - vandring tæt på byen

Gotaleden er en 71 kilometer lang vandrerute mellem Gøteborg og Alingsås i Vestsverige. Naturen langs Gotaleden er variende og smuk med badevenlige søer, fantastiske udsigtsposter og bølgende landskaber. Den bynære vandrerute byder også på masser af kulturelle og historiske områder, lokalproduceret mad og hyggelige caféer – nyd fx din fika i Alingås - Sveriges fikahovedstad. Gotaleden er inddelt i ni etaper og kan gennemføres på fire dage. De nærtliggende togstationer undervejs på ruten gør det dog nemt at tilpasse turen som du vil. 

Overnatning er en oplevelse i sig selv

Uanset om du er til primitiv overnatning i shelter, eller om du vil kombinere din vandretur med luksuriøs wellness, kan du få dit logi præcist, som du vil have det. På de skiltede vandreruter er der rastepladser med bålplads med jævne mellemrum og ofte med brænde og vand tilgængeligt. Ønsker du en mere bekvem seng for natten, kan du gøre det til en oplevelse i sig selv. Vælg fx overnatning i en hytte, der er formet som en elg, et lille træhus i en trækrone, en traditionel svensk hytte, en lokal B&B, herregård, hotel eller … læg dig ganske enkelt under stjerner på din ’egen’ skærgårdsø.

Vestsverige

Vestsverige er rig på steder, hvor du kan finde ro og lade op. Tag på kajaktur til en af de mange små skærgårdsøer og nyd roen. Du kan også tage cyklen med på bådrundfart og hoppe fra den ene ø til den anden. Mulighederne er mange, hvis du er vil med aktiv ferie. Er du mere til storbypulsen, lækker mad og shopping, så tag et smut til Gøteborg. Her finder du flere Michelin-restauranter, spændende kultur og ikke mindst Nordens største forlystelsespark Liseberg!

Hovedside