Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Varberg Kusthotell i Halland
Foto: Varberg Kusthotel

Overnatning

Varbergs Kusthotell

På Varbergs Kusthotell sidder historien i væggene. Den strækker sig tilbage til begyndelsen af 1900-tallet, hvor lægen Johan Severin Almar etablerede et kystsanatorium netop her. Placeringen blev valgt på grund af sol, frisk luft og Kattegats rene saltvand få meter væk. Netop disse elementer har fulgt hotellet gennem alle årene, og i dag er der stadig fokus på træning og sund mad.

Thalassospa

Varbergs Kusthotell tilbyder Sveriges eneste Thalassospa, hvor det friske vand fra Kattegat bidrager med velgørende mineraler og giver en beroligende følelse. Ordet Thalasso kommer fra det græske ord ”thalassa”, som betyder hav, som man drager nytte af gennem de helsefremmende egenskaber i alger og mineraler. Hotellets unikke placering blot 52 skridt fra vandkanten giver i sig selv en helt speciel stemning omkring spa-oplevelsen.

I thalassospaen kan du blive forkælet med alle tænkelige og afslappende behandlinger, både indendørs og udendørs. Saltvandspoolen med 32 grader varmt vand er et perfekt sted at koble af fra hverdagen, og spa-afdelingen byder også på varme og kolde bassiner, boblebad, sauna, kallbadhus og en hyggelig have med hængekøjer og solsenge.

Du vælger selv, om du bare vil drysse omkring i de velgørende omgivelser og nyde faciliteterne, eller om du vil give dig selv en ekstra skøn oplevelse med en eller flere behandlinger, fx med tang, alger eller olier. Foruden Thalassospa har Varbergs Kusthotell rigtig gode træningsmuligheder med eget træningscenter, der er åbent fra kl. 06 – 23.

Hotellet 

Den unikke arkitektur har været Varbergs Kusthotells kendetegn helt siden, det blev bygget i 1900-tallet. Beliggenheden ved havet og de smagfuldt indrettede værelser og eksklusive suiter understreger den specielle rekreative stemning. Uanset om du indkvarterer dig i hovedbygningen eller i hotellets Villa Apelviken, har du stranden lige foran dig – og mulighed for at opleve stedets fabelagtige spisested.

Restauranten

I restauranten er stemningen afslappet med en hjemlig atmosfære og storslået udsigt over havet. Køkkenets fokus er på lokale, bæredygtige og rene råvarer. Hotellets sommelier sørger i samarbejde med køkkenchefen for eminente anbefalinger til glasset, der harmonerer med de forskellige retter. Afslut en herlig aften med en tur ud i solnedgangen langs strandpromenaden, der fører ind til Varberg centrum.