Visit Sweden

Sveriges officielle hjemmeside for turisme og rejseinformation

Modified Social Bench af Jeppe Hein, Wanås Konst, Skåne
Foto: Mattias Givell

Aktiviteter

Wanås Konst

Gå, leg, bo og spis midt i skulpturparken i bøgeskoven.

Kunst får os til at undres, og ud af den undren springer tanker og nye idéer. Når kunsten tager form af skulpturer, placeret i historiske omgivelser og med en smuk bøgeskov som kulisse, er det samtidig en åben invitation til at lege og opleve kunsten med alle sanser. 

Wanås Konst ved Knislinge nord for Kristianstad i det nordøstlige Skåne er en af verdens absolut vigtigste skulpturparker og et af Skånes mest attraktive besøgsmål for både kunstinteresserede og familier på udflugt. Her venter en oplevelsesrig dag med kunst i verdensklasse, som fuldendes med en frokost af lokale råvarer på Wanås Restaurant Hotel og shopping i Wanås Shop & Deli med lokaltproduceret håndværk og delikatesser. Oplev magien når kunst, natur og historie mødes på Wanås.

En kunstoplevelse for alle

Skulpturparken er en verdens ypperste, og du finder den blot halvanden times kørsel fra Malmø ved det økologisk drevne gods Wanås. Wanås Konst er et omdrejningspunkt for kunst og læring, hvor selve parkens samling har over 70 samtidige værker af internationalt anerkendte kunstnere – og du må gerne røre. Faktisk indbyder mange af skulpturerne til netop berøring for at fornemme materialet, storheden eller det legende element i at klatre rundt på dem. Kunstinteresseret eller ej, så elsker børn at færdes blandt samtidig kunst i skulpturparken med indtryk, der stimulerer og strækker sanserne. I konsthallen kan man opleve midlertidige udstillinger samt et læserum for børn.

Og netop et åbent sind og sanseapparat er vigtige elementer at være i besiddelse af, hvis man vil ændre fordomme, som Wanås gerne vil med sit kunstprogram.
 


Bo i skulpturparken

Foruden skulpturparken har Wanås Konst indrettet en kunsthal i ombyggede staldbygninger ved Wanås Slot, og det er også her, det nye Wanås Restaurant Hotel er blevet etableret i 2017. Restauranten tilbereder mad af råvarer fra de lokale producenter, blandt andet fra det økologiske jordbrug på Wanås Gods, og hotellet har indrettet 11 moderne værelser i de historiske 1700-tals omgivelser. Med andre ord kan du bo smukt og bæredygtigt i omgivelser hvor historien møder nutiden, og hvor du træder direkte ud til en højkulturel oplevelse i skulpturparken.

Særudstillinger i 2018: Chiharu Shiota, Katarina Löfström & Poul Gernes

Folkekunst, storslåede installationer, skulpturer og undersøgelser af tid og rum er nogle af de kunstbegivenheder, Wanås Konst byder på i løbet af 2018. Glæd dig til at opleve nye værker fra de internationalt anerkendte kunstnere Chiharu Shiota og Katarina Löfström og skulpturer af den legendariske danske kunstner Poul Gernes. Herudover kan du lære mere om genren folkekunst, når Richard Johanssons udstiller sit rullende Folkekonstmuseum i perioden 30. marts til 24. juni.   

Fra den 6. maj til d. 4. november udstiller Chiharu Shiota og Katarina Löfström, og her kan du se frem til to helt unikke oplevelser. Chiharu Shiota er kendt for at væve sine installationer med tråd meget lig skulpturelle tegninger. Via hendes kunst på Wanås vil du få et spændende og anderledes indblik i installationer som tager udgangspunkt i forskellige boligformer og symboler på hjemmet. Modsætningsvis har Katarina Löfström stort fokus på relationen til naturen, og via hendes udstilling vil du opleve, hvordan kunst i samspil med lys og vind får skoven til at gå i opløsning. 

Herudover kan du i løbet af sommeren opleve koreografen Xavier Le Roy, som i samarbejde med Scarlet Yu undersøger tid, rum og skulpturer på pladsen. Årets andre aktiviteter inkluderer lanceringen af årets kunstbog for børn, en performance opført af graverings-aktivister samt mange andre spændende arrangementer. 

I løbet af året tilbydes rundvisninger i skulpturparken og lejlighedsvis åbne workshops for både børn og voksne. 

Læs mere på Wanås Konst hjemmeside.